Aarhus Universitets segl

Workshops

Et bud på organisering af fremtidens PPR?

Charlotte Djuraas, leder og Sara Hedegaard Jensen, psykolog, Gladsaxe PPR

Gladsaxe PPR har været gennem en omstrukturering fra monofaglig organisering til tværfaglig organisering for at imødese fremtidens udfordringer. Udfordringer som i tiltagende grad kalder på tværfaglig opgaveløsning og fleksibilitet, herunder udvikling af nye metoder i arbejdet med at yde pædagogisk psykologisk rådgivning. I workshoppen vil blive lagt op til dialog om hvilke muligheder og udfordringer denne organisering giver i forhold til at løse de komplekse opgaver PPR står overfor.


Turbolæring og intensive forløb

Frans Ørsted Andersen, lektor, DPU, Århus Universitet

I de sidste 5-6 år har fænomenerne turbolæring og intensive forløb bredt sig over hele landet. Ofte sker visiteringen via PPR, men hvad er indholdet og effekten egentlig i disse forløb, der for tiden også er meget omdebatterede i medierne? I workshoppen vil der lagt op til diskussion af mulighederne i sådanne intensive læringsforløb med afsæt i projekter med drenge i udskolingen.


Om dramaets inklusions- og dannelsespotentiale

Julie Kordovsky, skolepsykolog, Kbh. Ø

Dramaet – og den pædagogiske/didaktiske anvendelse af dramaet - har et inkluderende og dannelsesmæssigt potentiale, som kan udnyttes i arbejde med at skabe gode skoleliv og læringsbetingelser for børn og unge. I denne workshop skal vi genbesøge dramaets potentialer i PPR’s samarbejde med lærere omkring arbejdet med klasseinterventioner.


Spædgruppen – som eksempel på tidlig forebyggende indsats

Tine Schaarup, aut. psykolog, specialist i klinisk børnepsykologi

PPR og Sundhedsplejen i Ballerup fik i 2016 til opgave at danne en gruppe for sårbare mødre, der skulle mødes 2 gange ugentligt fra umiddelbart efter fødslen og til babyens opstart i vuggestue. Formålet var at forebygge, at sårbarheden hos moderen udviklede sig til problemer i relationen til barnet og til problemer hos barnets senere hen. I workshoppen vil vi lægge op til debat om erfaringer med spædgrupper og lignende grupper i andre kommuner.


PPRs indsats og betydning i arbejdet med udsatte børn og familier i daginstitutionen

Kirsten Elisa Petersen, lektor, DPU, Århus Universitet

En række daginstitutioner – fysisk beliggende i og omkring de såkaldte ghetto-områder – har mange udsatte børn og familier. Fra forskningen er det velkendt at netop arbejdet med udsatte børn og deres forældre stiller krav om særlige pædagogiske indsatser, der fokuserer på forebyggelse og fremmer barnets livschancer. PPR har en særlig vigtig funktion i denne type institutioner, hvor der ofte er tale om meget komplekse sociale og psykologiske problemstillinger forbundet til arbejdet med både børn og forældre. I workshoppen sættes der fokus på udsatte børn og forældre i daginstitutionen og PPRs funktion og betydning i forhold til at støtte og hjælpe udsatte børn i de tidlige barndomsår.