I forbindelse med konferencen vil der blive arrangeret en præ-konference for ph.d.-studerende den 2. december 2025. Vejledere er velkomne til at deltage. Præ-konferencen starter med et oplæg, der sætter et metafagdidaktisk perspektiv på førstesprogsfaget. Ph.d.-studerende medbringer og præsenterer en poster, og indsender forinden en uddybende tekst (3–5 sider, eksklusive referencer). Poster og uddybende tekst kan fokusere på selvvalgte aspekter af ph.d.-projektet (teori, metodologi, specifikke resultater eller problemstillinger). Angiv i teksten gerne en læsevejledning for at specificere, hvilke aspekter du ønsker feedback på. Teksterne kan skrives på svensk, norsk, dansk eller engelsk.
Ph.d.-studerende inddeles i grupper, hvor de præsenterer deres poster, læser og giver feedback på gruppens postere og tekster. Ph.d.-forskerne modtager også feedback fra seniorforskere. Grupperne arbejder hovedsageligt på svensk, norsk og dansk, men diskussioner kan også foregå på engelsk.
Teksterne indsendes en måned før præ-konferencen, senest den 1. november 2025, til Lone Nielsen (lonni@sdu.dk). Teksterne fordeles til grupperne to uger før før-konferencen.
Information om lokaler og endeligt program vil blive oplyst senere.
Tilmelding til præ-konferencen sker i forbindelse med konferencetilmeldingen senest 1. september 2025 (early bird) eller 1. november (almindelig registrering). Ved tilmelding vil vi bede om at man også angiver en arbejdstitel for præsentationen.
09:00–09:30
Kaffe og velkomst til prækonferencen
09:30–10:30
Oplæg ved Dorthe Carlsen, ph.d., docent, UC SYD: “Fagdidaktiske forståelser – et metafagdidaktisk perspektiv på førstesprogsfaget”
10:30–10:45
Kaffe/te
10:45–12:00
Poster- og tekstworkshop i mindre grupper
12:00–13:00
Frokost
13:00–14:30
Poster- og tekstworkshops fortsætter
14:30–15:00
Kaffe/te med snacks
15:00–17:00
Poster- og tekstworkshops fortsætter
19:00
Middag for egen regning
Lærere foretager hver dag en lang række fagdidaktiske valg. Både læreplan, elever, skolekultur, læremidler og meget andet har indflydelse på de valg, lærere foretager. Når forskere undersøger faget, foretager de også en række valg gennem forskningsspørgsmål, teori og metode. Både lærerens og forskerens valg er udtryk for forskellige prioriteringer i faget og forskellige forståelser af, hvad der skal undervises i, hvorfor og hvordan. Det vil sige forskellige fagdidaktiske forståelser af førstesprogsfaget.
I oplægget præsenteres forskellige måder at forstå førstesprogfaget på, der kan identificeres i eksisterende forskning ligesom der lægges op til refleksion over og diskussion af behovet for et metafagdidaktisk perspektiv, når man forsker i (dele af) førstesprogsfaget.