Aarhus Universitets segl

I de seneste årtier har vi været vidne til mærkbare forandringer i de måder, vi kommunikerer på, og de midler, vi anvender i kommunikationen med hinanden. Ikke blot har mange offentlige kommunikationsformer og medier undergået en stigende grad af æstetisering, men sanselige og emotionelle udtryk vinder generelt også større indpas dér, hvor en mere formel og fornuftspræget tone typisk har gjort sig gældende tidligere. Selv inden for mange deliberative sammenhænge får det følelsesladede udtryk ofte lov til at stå tilbage som uimodsigeligt argument. I en moderne verden præget af en hastig informationsstrøm og omfattende medialisering synes den personlige sanse-erfaring og individets ukrænkelige følelse således at fremstille sig selv som en autenticitet, der går forud for fornuft og fællesskab.

Under titlen “Retorik//Sanser//Følelser” inviterer vi til den sjette nordiske retorikkonference i Aarhus i 2017 med henblik på at diskutere og præsentere ny forskning vedrørende denne tematik om sanser og følelser. For så vidt den æstetiske sans og den overbevisende følelse allerede i antikken bliver forstået som integreret i fornuftbaseret erfaring, forekommer temaet ikke blot aktuelt, men også overordentlig centralt inden for en retorisk rationalitet. Sanselige og følelsesmæssige appeller står her ikke i modsætning til fornuft, men giver derimod anledning til at overveje retorikkens evne til at fremkalde indre eller fysiske tilstande – vrede og medlidenhed eller glæde og sorg – hos et publikum i en given retorisk situation. Hvis der i meget af de senere års retorikforskning har været en tendens til at fremhæve fornuften i kommunikative udtryksformer, håber vi, at konferencen kan åbne og inspirere til at påtænke sanserne og følelsernes betydning for retorik.

Vi inviterer papers inden for hele feltet af retorik, der kommunikerer sanseligt og følelsesmæssigt, samt af æstetiske og sanselige artefakter, der kommunikerer retorisk og politisk. Vi tænker temaet som en bred ramme for såvel retoriske som kritiske udtryksformer.

Keynotes:

 

  • Celeste Michelle Condit, University of Georgia (US)
  • Debra Hawhee, Penn State (US)
  • James Phelan, Ohio State (US)
  • Uffe Elbæk, partiet Alternativet (DK)

Papers:

  • Individuelle papers eller gruppepapers
  • Paneldiskussioner i klart rammesatte og tematiserede sessioner

 

Sprog: Alle nordiske sprog samt engelsk

Abstracts: Max. 250 ord for individuelle papers og max. 500 ord for panelsessioner

Email for abstracts: NKRF6@cc.au.dk 

Deadline for abstracts: 1. marts 2017

Pris for deltagelse: 1700 DKK (inkl. frokost og konferencemiddag)

Studenterpris: 150 DKK (ingen frokost og konferencemiddag)

 

 

Vi ser frem til at møde jer i Aarhus!