Teater- og kulturhistorisk set, bliver deltagelsesinvolverende kunst ofte forbundet med politiske og sociale dagsordner: dannelsen af aktive medborgere i nye fællesskaber, demokratisering af kunstnerisk autoritet og kreativitet mv. Det udelukker dog ikke, at deltagelse også kan dreje sig om mere personlige, ”indvendige” transformationer: at deltagelsesinvolvering i form af fx immersion (nedsænkning) i poetiske, sansemættede og affektfulde rum kan medføre en overskridelse af den måde, hvorpå vi normalt sanser og erfarer verden. Hvordan kan deltagerinvolvering bruges i iscenesættelsen af nye relationer og møder mellem det enkelte menneske og verden? Hvad er værdien af sådanne personlige poetiske erfaringer? Hvordan spiller de sammen med sociale dagsordner? Og hvor går grænserne for vores viden i denne sammenhæng?
En del deltagerinvolverende scenekunst foregår ikke på en scene, eller for den sags skyld i en installation, men møder sit publikum dér, hvor de er, og stiller den virkelighed, vi deler udenfor teatret, og vores opfattelser af den, til forhandling. Sådanne interventioner spænder fra omfattende mediedækkede, karnevalistiske begivenheder, der sætter hele bydele på den anden ende, og som radikalt udfordrer de regler og rutiner, der normalt regulerer vores adfærd og relationer i det offentlige rum, til små diskrete mærkværdiggørelser af ellers oversete detaljer i vores hverdagsliv, undersøgelser af de mindste sprækker i vores sociale orden, små forstyrrelser i ”The Matrix”, der måske antænder vores sociale fantasi. Hvordan kan deltagerinvolverende scenekunst gribe ind i den måde vi opfatter, oplever, og lever sammen i offentlige rum på, og hvad kalder på at blive udforsket og udfordret i den sammenhæng?
Siden 1960’ernes eksperimenter med deltagelse i performancekunsten har det været en udbredt formulering, at publikums medvirken udvisker eller opløser grænsen mellem kunst og virkelighed og mellem fiktion og virkelighed. Alligevel er der meget stor forskel på, hvordan fiktion fungerer i deltagerinvolverende scenekunst. Nogle gange leges der med grænserne på meget avanceret vis, nogle gange er fiktionen et middel til at rammesætte en bestemt form for deltagelse, og nogle gange er det netop lige omvendt. I dette panel diskuterer vi: Hvordan kan deltagelse rammesættes i spændingsfeltet mellem fiktion og virkelighed? Hvilken rolle spiller fiktionen i deltagerinvolverende scenekunst? Hvordan iscenesættes performerne og publikum som rollefigurer eller privatpersoner? Hvilke udfordringer og muligheder ligger der i forholdet mellem deltagelse og fiktion, og hvad ved vi endnu ikke på dette område?
Eksperiment med rammesætning af intimitet i en stor gruppe, ledet af Nullo Facchini (Cantabile 2).
