Professor ph.d. Lars-Henrik Schmidt, Aarhus Universitet
Hensigten med samtidens pædagogik er at fremme livsduelighed. Pædagogik reflekterer et mellemværende og spørger til, hvad der fremme det sociale selvs raskhed; pædagogikkens ræsonnement angående hvad der gør nogle forhold mere vellykkede end andre og undersøger i det hele taget hoverledes afmagt kan afhjælpes. Det pædagogiske felt er vant til at blive invaderet af bedrevidende diskurser, hvoraf flere er inspirerende. Når den politisk-økonomiske diskurs imidlertid vil forklare selvomsorgen i lyset af selvforsørgelsens pligter og rettigheder er der grund til bekymring. Selvforsørgelsesprincippet vedrører omfordelingen af goder i velfærdssamfundet og er således et bærende udtryk for egeninteresser, medens selvomsorgen er vejen til en hensyntagen, der nødvendigvis medtager hensynet til andres velfærd.
Samtidens pædagogik og uddannelsesforskning tegner en tendens til, at klassiske opgaver fortrænges og ikke blot forandres og moderniseres – hvad der kan være god grund til. Pædagogikkens opdrag enfoldiggøres i en digital dokumentation, som har sammenligningsmulighed som telos. De forskellige styringsrationaler er ikke uenige om dette telos, som skal lade markedsvægten råde og afløse ideernes strid. Men der er grænser for afideologiseringen af pædagogikken, og man møder disse grænser, når man betragter afideologiseringen som den ny ideologi.
Dagens bidrag til debatten tager udgangspunkt i tre diagnostiske teser:
Tese 1: Livsduelighed tænkes som arbejdsduelighed
Tese 2: Arbejde reduceres til lønarbejde
Tese 3: Uddannelsespolitik praktiseres som beskæftigelsespolitik
Ad 1: Livsduelighed skulle tjene som pædagogisk kategori for utraditionel dannelse, men som arbejdsduelighed leder kapitalens reelle subsumtion af arbejdsprocessen til, at det døde arbejde hersker over det levende arbejde. Selvomsorg som livsfilosofisk princip knægtes, når det bliver genkendt som den politiske-økonomis ide om selvforsørgelse.
Ad 2: Lønarbejdets udbredelse fører med lønformen til afskaffelse af fri tid til livsudfoldelse og rigdom i personskabet, hvorved det ideologiske spørgsmål om arbejdskraftens værdi reduceres til markedsmekanismen.
Ad 3: Når uddannelseskapaciteten praktiseres efter en regulering af en politisk sat beskæftigelsesgrad under dække af en ideologisk fremtidsforventning ødelægges traditionsforvaltningen og muligheden for overraskende læreprocesser
Lektor ph.d. Claus Holm, Aarhus Universitet
I disse år overhales den traditionelle danske velfærdsstats socialpædagogik af en livsduelighedspædagogik, der stiller krav og udfordrer, frem for bare at være beskyttende. For nogle ligner det konkurrencestatens rå pædagogik, for andre ser det meget håbefuldt ud – ikke mindst for de udsatte børn og unge. Uanset vurdering er der formentlig tale om et paradigmeskift i tilgangen til udsatte børn i disse år. Hvis det er tilfældet, så indebærer det et dobbeltopgør. For det første et opgør med forestillingen om, at et barn ramt af social arv ene og alene er skrøbeligt, og for det andet et opgør med forestillingen om barnet som modstandsdygtigt (resilient). I stedet toner ideen om det livsduelige barn frem – det vil sige et barn, der udvikler og forbedrer sine styrker, når det bliver mødt med høje forventninger og passende støtte. Men hvor høje forventninger og hvilke støtte bliver så passende. Det skal en ny livsduelighedspædagogik levere svar på.
Lektor ph.d. Merete Wiberg, Aarhus Universitet
At være livsduelig handler om at ’du’ eller virke i/til livet. Således handler livsduelighed om dyd, idet dyd i bl.a. Aristoteles filosofi henviser til, hvordan og hvor godt en ting eller et menneske fungerer eller virker. Jeg vil argumentere for, at det livsduelige menneske netop er livsdueligt, fordi det har udviklet den dyd at være en person andre kan regne med. Således krystalliserer livsdueligheden sig i denne dyd, som både handler om at kunne ’du’ i sit eget liv, men også i forhold til andres liv. Det livsduelige menneske viser mod og handlekraft i forhold til sig selv og andre, og derfor er det også kendetegnet ved at være ansvarligt, lyttende og virksomt. Den engelske filosof Sabina Lovibond bruger udtrykket ’alvorligt at mene’ i forbindelse med etisk dannelse, hvilket handler om ikke blot at udvikle attituder, men faktisk alvorligt at mene og ville den person, man er. Det handler både om egen selvopfattelse, men også om, hvordan man ønsker at andre skal se en. Dannelsesbegrebet i den humboldske version kan også yde et bidrag til forståelse af livsduelighed. Dannelsesbegrebet kombinerer ’modtagelighed’ og ’selvvirksomhed’ og det kendetegner netop det livsduelige menneske at være modtageligt og lyttende og at være selvvirksomt og aktivt. Oplægget argumenterer for et moralsk blik på det livsduelige menneske med henblik på, at livsduelighed ikke kun er til gavn for det enkelte individ, men at det enkelte menneskes livsduelighed orienterer sig mod det fælles gode. I en pædagogisk kontekst kan udvikling af livsduelige karakter understøttes gennem moralsk læring og etisk dannelse, hvilket jeg vil give eksempler på i oplægget.
Dr. phil, lektor Christian Christrup Kjeldsen, DPU, NCS Aarhus Universitet & Cand.pæd.soc, adjunkt, Jesper Stage Petersen, University College Sjælland, Læreruddannelsen, Center for Skole og Læring
Med afsæt i livsduelighedsbegrebet i dansk skolepolitik præsenterer oplægget hvordan Capability Approach kan operationalisere livsduelighed i en professionssammenhæng. Den syntetiske styrke af livsduelighed og Capability Approach illustreres via en ekstrem case om udviklingen af en Vietnamesisk profession (The Education Support Worker), hvor syntesebehovet i professionsfeltet er tydeligt og samtidig relateret til både etik, individuelle rettigheder og samfundsmæssige behov. Med det vietnamesiske eksempel som baggrundstæppe søger oplægget at give nogle tentative bud på syntesebehovene rundt om folkeskolen og hvordan livsduelighed og Capability Approach – rent teoretisk – ville kunne syntetisere henover nogle af de meningsforskelle, der i øjeblikket udløser en kulturkamp om skolen.
Lektor, Niels Rosendal Jensen, DPU, Aarhus Universitet
Blandt andet på baggrund af PISA-resultaterne er sloganet for uddannelse blevet ”Effektivitet, kompetenceudvikling og kvalitetssikring”. Det indebærer, at synet på viden bliver opløst og fragmenteret og at en snæver forståelse af uddannelse og dannelse bliver fremherskende. I en ’capability approach’ betyder dannelse ”dette at kunne og at du”. Der sættes fokus på det gode liv og det gode samfund. Med ’capability approach’ kan man underbygge to vigtige påstande: nemlig 1) at trivsel, velvære og et godt liv primært har moralsk betydning, og 2) at friheden til at kunne vælge betyder livskvalitet for den enkelte. På baggrund af to europæiske forskningsprojekter vil dette indlæg pege på samspillet mellem samfund og individ ud fra ovenstående to påstande.
Abstract: Den britiske forsker Alex Linley argumenterer for at realisering af vores styrker er kongevejen til optimal udvikling og præstation. Forskning fra Linley, Fredrickson, Donaldson mfl. viser, at anvendelse af styrker hos voksne skaber mere glæde, mere engagement, bedre trivsel, bedre præstationer, bedre målopnåelse og en højere grad af resiliens. På baggrund af netop afsluttet Ph.d.- projekt vil dette indlæg fremlægge resultater af en styrkebaseret intervention med børn og unge i en dansk folkeskole og perspektivere dette i lyset af livsduelighed. Endvidere reflekteres over mulighederne for at kultivere specifikke styrker og mulige konsekvenser heraf.
Professor Dr.Dr. h.c. mult. Hans-Uwe Otto; Universität Bielefeld, DE
Economization of the social and educational sector foster a dismantling of the welfare state, leading to changes for young people dependent on assistance and support in many European countries. It fosters the cancellation of the notion of social citizenship as the basis of national and European integration after the devastating experience of Fascism, Nazism and World War II. Insecurity are the rule rather than the exemption for an ever-broader strata of society living in lack of social, cultural, and existential perspectives. This calls for progressive social services, a new foundation for a flourishing human life in Europe with attention on the conditions and opportunities for activities oriented towards a critical civic society, democratic principles in public planning and decision-making discourses, and fundamentally of perspectives that define the structural preconditions of a ‘good life’.
