Oplæg til sprogkonference 30. april
Realisering af anbefalinger fra sprograpporten
Baggrund
Før jeg prøver at give mine bud på hvordan vi/ man kan realisere de anbefalinger vi i arbejdsgruppen gav i den rapport om fremmedsprog i uddannelserne vi afleverede i juni sidste år, vil jeg kort ridse op hvorfor arbejdet blev sat i gang. Baggrunden var en stigende bekymring for både kvalitet og kvantitet af fremmedsprogene i de danske uddannelser og en erkendelse af, at gode interkulturelle og sproglige kompetencer er af afgørende betydning for Danmarks fremtidige muligheder for vækst og velfærd i en globaliseret verden.
Ændrede politiske forhold
Rapporten mundede, som I ved, ud i 42 ganske konkrete anbefalinger, der skulle være grundlaget for en kommende national strategi. Siden den daværende forskningsminister og den daværende undervisningsminister modtog rapporten, har de politiske forhold, som bekendt, ændret sig. Vi har en ny regering med ny ressortfordeling, sådan at vi nu har en uddannelsesminister og en minister for børn og unge. Vi har altså stadig to ministerier, men de videregående uddannelser er nu samlet i et ministerium nemlig uddannelsesministeriet
Uændret baggrund og behov
Men den baggrund og den erkendelse der lå bag initiativet, har ikke ændret sig. Sprog og sproguddannelser kæmper stadig i skolen og i de videregående uddannelser med vigende interesse, selvom behovet for sprogkompetencer stadig er der og stadig er erkendt, og sprog stadig er nøglen til at kunne agere og opnå indflydelse i internationale organisationer, i forskningen og i erhvervslivet, sådan som Minister Morten Østergaard også fremhævede i sin tale. Baggrunden er også stadig at vi i rapporten har dokumenteret at der både vertikalt og horisontalt mangler sammenhæng.
Forskel og fremskridt
Men vi har nu med rapporten et grundlag at handle på.
Og vi har en ny politisk vision. Den ny Regerings ambitioner om at løfte uddannelsesniveauet er høje og uddannelse generelt står stærkt i regeringsgrundlaget hvor det også helt konkret om sprog hedder, at man vil styrke elevernes muligheder i en globaliseret verden f. eks. gennem udvidelse af sprogundervisningen, så der tilbydes undervisning i op til 3 fremmedsprog (s. 18) ligesom man vil forbedre overgangen fra en uddannelsessektor til en anden, f.eks. fra professionsbachelor på professionshøjskolerne til kandidatuddannelse på universiteterne. Det første adresserer en af vore anbefalinger angående folkeskolen og læreruddannelsen, og det andet kan ses i relation til flere af vore tværgående anbefalinger.
I eftermiddag skal vi på baggrund af 4 oplæg se på mange af de konkrete anbefalinger ud fra 4 synsvinkler, som alle har med sammenhæng og samarbejde at gøre: samarbejde på langs, på tværs, om forskning og med aftagerne. Jeg er sikker på der kommer mange gode forslag og ideer frem. Faktisk er der siden rapporten kom frem, taget en række tiltag på sprogområdet flere forskellige steder, og der har generelt været en god debat og stor interesse.
Det er ikke nogen hemmelighed at vi i arbejdsgruppen har været spændt på hvad de nye ministre ville med rapporten. Vi ved siden sidste uge nu lidt mere idet vi har fået et brev der på de enkelte områder. Folkeskolen, erhvervsuddannelserne, de gymnasiale uddannelser, læreruddannelsen og universiteternes sproguddannelser og samarbejdet herom redegør for hvilke tiltag der er eller vil blive taget. En del af disse tiltag omtalte Morten Østergaard. Det meste finder jeg fint, specielt tankerne om større frihed i læreruddannelsen hvor ministeren direkte nævnte muligheden af en trefaglig sproglærer. Og konferencen i dag er ligeledes et godt skridt på vejen til bedre dialog og samarbejde.
Men jeg skal ikke skjule at jeg er skuffet over at det ikke er regeringens hensigt at udarbejde en egentlig strategi for fremmedsprogene. Og jeg er alvorligt bange for at de tiltag og indsatser der nævnes, ikke for alvor vil afhjælpe problemerne uanset den gode hensigt.
Uløste problemer
Jeg tror ikke at hverken det der er sket eller de gode ideer der kommer, er nok. Faktisk tror jeg at selvom det er både smukt og nødvendigt at lade de tusind blomster blomstre, så risikerer vi at mange af dem visner uden at have spredt sine frø hvis der ikke formuleres nogle klare mål og hvis der ikke samtidig sørges for koordinering, prioritering og indsamling af viden. Jeg ved godt det tit opfattes om en automat reaktion at tale om struktur, men jeg tror vi er nødt til at sætte en struktur op omkring tiltagene hvis vi skal lykkes med at få skabt større interesse og engagement for sprog, bedre sproguddannelser og en bredere sprogprofil i det hele taget.
I Kommissoriet for arbejdsgruppen, der i parentes var meget omfattende, stod der ikke noget om implementering eller realisering, hvad der i lyset af forventningen om en kommende nationalstrategi var ganske logisk.
Det var vel det en national strategi og de tilhørende mål og handlingsplaner skulle indeholde.
Alligevel gjorde vi os i arbejdsgruppen naturligvis nogle forestillinger herom fordi vi netop fandt at der var brug for en strategisk satsning hvis det fremmedsproglige kompetenceniveau skulle løftes. Vi konstaterede, som nævnt, under arbejdet at der var problemer, store problemer, med sammenhæng både på langs og på tværs som ikke kunne løses lokalt, men krævede en fælles og koordineret indsats. Og Vi kunne også se at der var mangler i sproguddannelserne, specielt var der behov for mere forskning i sprogindlæring og sprogdidaktik.
Styregruppe
Vi konkluderede at dette især skyldtes at der manglede et entydigt sted eller instans eller organ der er fokuseret på fremmedsprog. Vi kunne samtidig også se at de steder hvor man havde et sådan sted eller organ gik det faktisk fremad. Specielt var vi imponerede af de resultater man i Norge have skabt på det center der blev oprettet i forbindelse med at man der fra 2005 – 2009 havde en strategiplan ``Språk åbner døre—Strategi for styrkning av fremmedspråk i grunnoplæringen´´. Og i dag har vi hørt om andre erfaringer specielt fra Graz og fra European Center for Modern Languages som vi nu forstår at man vil overveje at lade Danmark indgå i. Jeg håber overvejelserne falder positivt ud, jeg tror vi kan få megen sparring og inspiration ved at indgå i et internationalt samarbejde. Når nu Danmark, som vi hørte ellers regnes for den artige i klassen, synes det oplagt at vi skal være med.
Men det er altid svært at overføre ideer fra et land til et andet. I lyset af hvordan forholdene var i Danmark bl.a. den daværende ressortfordeling valgte vi ikke at foreslå et dansk center, i alt fald ikke med det samme, men et mindre organ som vi endte med at kalde en styregruppe der bl.a. skulle undersøge mulighederne for at skabe et uafhængigt nationalt organ og stille konkret forslag om det. Vi kaldte det en styregruppe, men det kunne hedde meget andet, råd, koordinationsudvalg, bestyrelse, indsatsgruppe, ordet eller betegnelsen er ikke det vigtigste. Det vigtige er --og det mener jeg stadig og faktisk i endnu højere grad-- er, at der må være et sted hvor man samler op på initiativer, prioriterer og vælger indsatsområder og evaluerer resultaterne heraf. Et sted hvor man har et indgående kendskab til hvad der sker, og hvad der ikke sker og hvad der derfor savnes på sprogområdet.
Når der ikke længere er politisk vilje til en egentlig strategi, bliver det endnu mere vigtigt. Uden klare mål og retningslinjer risikerer vi at i og for sig udmærkede lokale indsatser bliver resultatløse.
Opgaver der skal løses
Det siger jo sig selv at det ikke lader sig gøre at indfri alle 42 anbefalinger på en gang. Der er nogle der vil tage længere tid end andre, og der er nogle der forudsætter andre, så der skal prioriteres og udarbejdes en handlingsplan. Det har vi i rapporten kun antydet ved at bruge betegnelserne på kort eller på længere sigt, noget vi i øvrigt også gjorde for at signalere at vi da var klar over, at der er noget der er økonomisk mere vanskeligt at gennemføre end andet. Ressourcerne er jo ikke ubegrænsede, og vi er stadig i en økonomisk krise. Det vil derfor være rimeligt at der træffes beslutning om hvad der skal gøres først for at noget andet senere kan komme til. Hvad haster mest og hvad kan eventuelt vente. Nogle anbefalinger kan godt realiseres samtidig, men det bør koordineres og der bør informeres om både forsøg og resultater så flest mulig får gavn heraf.
Der er med begrænsede ressourcer ingen ide i at flere eventuelt kaster sig over de samme emner eller opfinder den samme tallerken. Der skal altså koordineres eller med et lidt mindre populært udtryk der skal foretages en vis fordeling.
Det er en vanskelig opgave i et land hvor vi har udbredt statsligt selveje, hvor den faglige udvikling og organisering af undervisningen på de enkelte institutioner sker på meget forskellig vis og med meget stor frihed og autonomi. Faglig sparring fx sker for folkeskoler og ungdomsuddannelser med undervisnings-ministeriet, mens den på universiteterne er en intern opgave. Dele af den faglige organisering på professionshøjskolerne har hidtil været reguleret gennem lov f. eks. Læreruddannelsen og udbuddet heraf. Med ministerens udspil om at der på sigt skal være en fælles lov på hele det videregående uddannelsesområde er vi måske på vej mod større frihed og fleksibilitet både på professionshøjskolerne og universiteterne, men det er endnu ikke helt klart hvordan. De seneste meldinger om ligestilling af professionsbachelorer med universitetsbachelorer i forhold til optagelse på kandidatstudier er endnu så nye at det er svært at vide hvad det kommer til at betyde inden for uddannelsessektoren, om det betyder nye muligheder for en sammenhæng mellem undervisere i folkeskole og ungdomsuddannelser fx på sprogområdet. Her var jeg meget glad for ministerens udmeldinger i morges.
Man kan så spørge om det ikke er udtryk for mistillid til uddannelsessystemet at insistere på et fælles organ. Man kan også sige at uddannelsesinstitutionerne jo har frihed til at gennemføre en lang række af de enkelte anbefalinger, og at der allerede sker en del. Igen mener jeg ikke en ukoordineret indsats er godt nok. Snarere end mistillid vil jeg se ønsket om etablering af en instans som et udtryk for realisme. De enkelte uddannelsesinstitutioner er jo alt andet lige også konkurrenter og bundet af ressourceparametre der i værste fald kan betyde at de nedlægger sprogfag og dermed skader det overordnede mål, at Danmark skal have et generelt højere uddannelsesniveau på sprogområdet og en bredere og mere nuanceret sprogprofil.
Det er allerede sket, der er nedlagt sproguddannelser på nogle universiteter og der er problemer med linjefag i læreruddannelsesudbuddene, specielt også med de små sproglige linjefag. Og der er stor risiko for at det sker flere steder og med flere sproguddannelser. Det kan man så sige er fornuftigt nok ud fra den enkelte institutions snævre synspunkt, men hvad med det brede hensyn til samfundets behov? Hvordan sikres det?
Jeg er derfor fortsat tilhænger af at der etableres en central enhed, der skal skaffe sig overblik både over hvad der sker, hvor det sker, hvad der mangler, og som kan facilitere processen ved at videreformidle begge dele til institutionerne og være bindeled mellem dem.
Det er i dette set up således ikke enheden der er udførende. Forskningen og undervisningen, hele indholdssiden og moderniseringen af uddannelserne med inddragelsen af aftagernes synspunkter skal fortsat ligge ude på institutionerne. Der skal ikke skabes en ny institution, men et bindeled mellem dem vi har, både professionshøjskoler og universiteter.
Institutionernes rolle og forpligtelser
Hvad videregående institutionernes rolle og forpligtelser angår, kunne man måske forestille sig at ministeren der jo nu er chef for det hele, henstiller til institutionerne at de på frivillig basis danner et forpligtende netværk, gerne et digitalt, igen på tværs af alle institutionerne.
Man kunne også forestille sig en dialogpræget aftale mellem ministeren og de enkelte institutioner om at de alle i deres indmeldinger i udviklingskontrakter i særlig grad sætter mål for og gør rede for sproguddannelserne, og for hvordan de prøver at indarbejde en sprogpolitik i alle uddannelser ikke kun i sproguddannelserne. Det sker til en vis grad allerede i de såkaldte tilsynsmøder, men det kunne være en måde hvorpå det politiske niveau signalerede at man tager rapporten alvorligt. Det lød på Morten Østergaard som om det allerede er på vej.
Men hvad det frivillige og hvad mere samarbejde og sammenhæng angår, så gør Institutionernes indbyrdes konkurrence det svært at få forpligtende aftaler i stand. Og enighed om arbejdsdeling har heller ikke været en populær vej. Selv i tilfældet med de meget små sprogfag, de såkaldte småfag, har det været svært at nå frem til og fastholde en vis arbejdsdeling. Det er derfor svært at forestille sig at det skulle være lettere med de lidt større sprogfag.
Og hvis man helt forlod det frivillige og i stedet fra centralt hold lavede arbejdsdeling forstået som en fordeling af de forskellige sproguddannelser på forskellige uddannelsessteder, så giver det heller ikke mere sprog. Danske studerende er meget lidt mobile, og tendensen har i alt fald indtil nu meget været den at man vælger uddannelsessted før man vælger fag. Hvis man ikke kan få det fag, man helst vil have vælger man et andet.
Man kunne bedre forestille sig en anden form for fordeling, en disciplinfordeling, der snarere er at betragte som samarbejde. Også det kræver god vilje, men den fælles erkendelse af sprog og interkulturelle kompetencers betydning burde bære et langt stykke. Især hvis der er et klart og udtalt politisk ønske bag.
Hvis vi et øjeblik kun ser på universiteterne, er de jo allerede forskellige. Der er også på sprogområdet store forskelle. Nogle har mange sproguddannelser, andre få, nogle har fortrinsvis merkantile, andre kultursprog eller har dem i en blanding. Der vil derfor være forskel på hvordan de melder ind og med hvad. Men alle har selvfølgelig en forpligtelse til at gøre deres kandidater så kvalificerede til de job de skal varetage som muligt. Så når interkulturelle sproglige kompetencer er efterspurgte, burde alle prøve at give dem til kandidaterne på den ene eller anden måde. Og her mener jeg ikke kun sproguddannelserne men i princippet alle uddannelser.
Så løsningen til gavn for alle parter kunne være etablering af et forpligtende, nationalt og koordineret netværk der kunne sikre et landsdækkende udbud af sproguddannelser som alle kunne melde sig til med fuld merit. På den måde ville de studerende ikke være stavnsbundne til et bestemt universitet, og man kunne skaffe volumen i udbuddene. Muligheden for digitale netværk både til undervisning og til forskning er ikke udnyttet fuldt ud.
Professionshøjskolerne er heller ikke ens. Deres vilkår er det i alt fald slet ikke. Her er situationen f.eks. den, at kun en læreruddannelse, den der udbydes på Zahle i København, kan oprette linjefag i fransk. Hvis ministeriet finder det betænkeligt, kunne man jo ønske det oprettet andre steder og lave en aftale om det eventuelt med et særligt tilskud der gør det muligt at have små hold på samme måde som man har gjort i gymnasiesammenhæng foreløbig med enkelte sprog. Eller man kunne gøre det lettere at tage sine linjefag på forskellige professionshøjskoler igen med udnyttelse af digitale medier. De forskellige institutioner kunne på den måde få volumen i bestemte profiler og dermed økonomisk mulighed for at oprette dem. Igen her lød ministerens udmeldinger positive.
Lad os tage et meget konkret eksempel og vende tilbage til regeringsgrundlaget. Hvis man virkelig ønsker et større sprogtilbud med op til 3 sprog, må der jo sættes ind og skaffes kvalificerede lærere. Der er i øjeblik mulighed for at tilbyde spansk (og andre sprog) som valgfag. Men faget indgår ikke som linjefag på professionsskolerne, så der er ingen formel uddannelse i spansk for professionsbachelorerne. Hvis der undervises i spansk, er det altså ikke lærere med særlig uddannelse der underviser. Det siger sig selv at det naturligvis er bedst-- det er også udtalt som mål af ministeren for børn og unge -- at lærere ikke underviser i noget de ikke er uddannet i. I gymnasiet er spansk et populært fag, og der er spanskstudier på de fleste universiteter. Så et samarbejde om etablering af et nyt linjefag burde være muligt. Interesserede studerende kunne måske følge kurser i det sammen med spanskstuderende på universiteterne eller som efter og videreuddannelse. Man kan tænke sig fælles undervisning eller udveksling af lærere.
Lad os forestille os at der bliver et politisk ønske om at kinesisk bliver et tilbud som fremmedsprog nr. 3. i folkeskolen eller måske også arabisk. Her må den omtalte ressortændring med professionshøjskolerne og universiteterne i samme ministerium nu alt andet lige gøre samarbejdet og sammenhængen meget bedre. De anbefalinger vi havde om særlige sproglærere som professionshøjskolerne skulle stå for i samarbejde med universiteterne, må nu være lettere at etablere. Og den praksisdimension som vi savnede i universiteternes sproguddannelser, må de nu også lettere kunne få hjælp til fra professionshøjskolerne. Udveksling af lærere kunne være en anden mulighed.
Den mangel på sprogdidaktik og viden om best practice i sprogindlæring som vi også anbefaler at man gør noget ved, kunne gennem et sådant samarbejde netop også spredes på langs i uddannelsessystemet.
I stedet for en strategi
For at konkludere Når nu den nuværende regering ikke ønsker at få en egentlig national strategi vedtaget i folketinget som man gjorde i Norge og andre lande, anbefaler jeg altså at man ikke desto mindre slutter op om rapporten ved
Men det haster. Mens græsset gror, dør horsemor som et gammelt udsagn siger.
Tak for opmærksomheden.
Bodil Due, formand for Arbejdsgruppen for Fremmedsprog.
