The rise of populist nationalist parties in Europe and the Donald Trump presidency in the United States present acute challenges for the contemporary field of rhetorical studies. In this paper I revisit Hariman’s article Status, Marginality and Rhetorical theory from 1986 in search of a rhetorical ontology with explanatory value for the present situation. Hariman claims that to understand doxa we need to see how it is formed out of complex relations of regard, rank and concealment. He describes regard as “a description of one’s being and one’s worth” that is changeable by both the community and the individual. This regard is an effect of the act of ranking: “one is what one is said to be”. Ranking is here understood as a metonym of language use. To speak becomes to rank and therefore to establish regard. Hariman describes how the verbal ranking occurs through a process of selecting and deflecting potential aspects. In this paper I present Hariman’s argument and explain the fundamental transformation in relation to Heidegger’s approach to doxa and aletheia. I also demonstrates how a developed discussion of the relationship between these concepts, merely pointed out by Hariman, can benefit the framework presented in Hariman’s article and its usefulness for understanding and evaluating critical and political discourse in the current situation without collapsing into a platonic dichotomy between true and false discourse.
Inden for de seneste år har flere danske landsdækkende aviser skabt nye blog-fællesskaber på deres respektive hjemmesider, hvor faste bloggere bidrager til at igangsætte debat om forskellige emner (se fx blogs.berlingske.dk, nyheder.tv2.dk/politik/blogs and ekstrabladet. dk/opinionen/). Bloggerne er typisk institutionelle stemmer som politikere, journalister og akademikere, men også vernakulære stemmer, hvor især sidstnævnte i flere tilfælde benytter sig af en polemisk form. Den polemiske form synes at være afgørende i forhold til både at skabe og opretholde en talerposition, idet den mange gange afføder massive reaktioner i form af clicks, kommentarer og cirkulation på sociale medier – og til tider også voldsomme modreaktioner eller ”shitstorms”. Med udgangspunkt i en tekstuel-intertekstuel analyse af en række blog posts fra Geeti Amiri og reaktioner på disse, diskuterer jeg, hvad der kendetegner Amiris polemiske form og hvilke funktioner og formål den har i den danske politiske debat. Amiris retorik indeholder ofte følelsesudbrud (brud på decorum), simpel, bombastisk argumentation uden fakultative elementer, hvilket umiddelbart er uforeneligt med controversia-tankegangen og gængse retoriske normer for god politisk debat (Kock 2007), samt udpræget fjendtlighed over for visse modtagere. I en diskussion trækker jeg på teori om polemisk form (Rand 2008, 2015) og provokerende stil (Lund 2012) og bestræber mig på at bidrage til en nuanceret forståelse af den polemiske form og dens styrker og svagheder. Praktisk vil jeg gerne levere input til avisernes debatredaktører, så de i endnu højere grad kan være reflekteret omkring, hvordan de på en og samme tid kan sikre læsere og omtale, men også en konstruktiv og engagerende politisk debat.
Mail:
bengtsson@hum.ku.dkKvaliteten af den offentlige debat forringes af falske nyheder og ”alternative fakta”. Journalistikkens reaktion på det postfaktuelle samfund er faktatjek og ”rigtige fakta”. Spørgsmålet er, hvordan borgeren opfatter alle disse divergerende fakta? Ifølge omfattende psykologisk forskning, afvejer vi ikke rationelt for og imod, når vi tager stilling til politiske spørgsmål (f.eks. Andersen & Hjortskov, 2016; Lodge & Taber,2013). Vi uddrager det, der bekræfter vores værdier og holdninger – og modarbejder aktivt det modsatte (Nisbet, Cooper & Garrett, 2015). Hvis borgernes tilgang i høj grad afhænger af værdier og holdninger, øger journalistikkens kamp om fakta næppe kvaliteten af den offentlige debat.
Ved at anvende retorisk forskning undersøger paperet, hvad der får borgere til at tro på ”rigtige fakta”. Det handler mindre om karakteren af fakta og mere om tillid til afsenderen. Journalisten skal derfor adressere borgerne med mindre logos og mere ethos. Resultatet er en model for, hvordan journalister aktivt kan arbejde konkret og refleksivt med at styrke ethos. Dette resultat foreslår, at journalister skal fokusere mere på, hvilken troværdighed borgerne tillægger dem end på flere fakta i kampen om offentligheden.
Mail: hb@dmjx.dk
In the rhetoric of development aid, there is a widespread notion that the Nordic countries are – in some way – exceptional as donors (Elgström & Delputte 2016). This idea is not always elaborated in detail, so one will find that «Nordic exceptionalism» can mean any number of things. For one, it can refer to the fact that the Nordics are successful welfare states, and as such products of the «Nordic model», which many consider an asset in the effort to help build other, distant, societies. Another emphasis says that the Nordic countries have had a different – i.e. less self-interested – set of motivations for engaging in aid than have most other donors. While the big nations have been motivated by their own political interest, the Nordic «norm entrepreneurs» (Ingebrigtsen 2002) have been motivated by kindness, generosity, solidarity. In this paper, I analyze a few examples from an ongoing rhetorical history (Mailloux 1989) of this particular category of Nordic exceptionalism. I focus especially on how – i.e. with what rhetorical means – the Nordics have presented themselves as exceptional, using official documents from the aid sector as my source.
Det danske parti Alternativet stillede i 2015 op til Folketinget for første gang. Partiet kom ind på den politiske arena med en målsætning om en ny politisk kultur og med et ønske om at skabe nye hjemler som udgangspunkt for den politiske debat gennem blandt andet at introducere den faste frame social, miljømæssig og økonomisk bundlinje. Men partiet mødte stor kritik fra medier, kommentarorer og journalister. Jeg har undersøgt, hvorfor partiet mødte så stor modstand i medierne, og hvorfor de i så høj grad blev kritiseret for deres ønske om at ændre den politiske kultur og udfordre de hjemler, som debatten ofte udgik fra. Gennem en analyse og nærlæsning af interviews og artikler fra ugerne op til foketingsvalget undersøgte jeg dels Alternativets strategi for etableringen af nye hjemler som starting-points for den politiske debat og dels journalisterne og mediernes reaktioner på denne strategi (Perelman & Olbrechts-Tyteca 1971, 65). Jeg kom frem til, at partiets argumentation i udbredt grad er hjemmel-brugende, hvor den burde være hjemmel-etablerende, fordi de sociale og miljømæssige topoi ikke havde samme vægt i den politisk argumentation op til folketingsvalget 2015, og at dette skabte frustration og misforståelser mellem partiets kandidater og journalister, medier og kommentatorer (Goodnight 2006). Dette resultat kan bruges til at forstå frustrationer og misforståelser mellem journalister og politikere, når der argumenteres ud fra både fornuft og følelser i den offentlige debat. Resultatet kan desuden bruges til at diskutere, hvilken strategi politikere bør anvende ved etableringen af nye hjemler i politisk debat.
Mail: Maja.Brandenhoff@oru.se
Personabegreppet är ett analysredskap ämnat att fånga hur en retor uttrycker karaktären hos och roller för olika aktörer i uttryckets retoriska situation. Ett uttryck förmedlar explicita och implicita påståenden om människor, vilket kan inverka på de attityder olika publiker formar till retorn och dennes budskap. Retorikforskning har identifierat flera personae: den uttryckta bilden av retorn själv, 1 dennes publik, 2 ”den andre”, 3 den som begränsar retorns handlingsutrymme, 4 med flera. I min kommande doktorsavhandling föreslår jag begreppet ambipersona som ett verktyg för att närmare kunna analysera hur en retor uttrycker sammansatta publiker som just sammansatta, av flera distinkta relevanta underpubliker, för att få dem att agera mot ett gemensamt mål. Denna analys har som huvudfokus formuleringar valda för att lösa eller undvika retoriska dilemman som uppstår i relation till olika fraktioner inom publiken. Begreppet ambipersona uppmärksammar hur retorer anpassar sig verbalt till förutsättningar som uppstår ur att samtidigt adressera människor av vitt skilda åsikter, bland annat genom att välja språk som i sitt sammanhang är flertydigt. Den ambipersona som analysen syftar till att tydliggöra tecknar bilden av en sammansatt publik – dess relevanta undergrupper och deras relationer till varandra – som retorn uttrycker den. Begreppet kan således vara till hjälp både för att förstå hur retorn upplever sin agens i en situation, liksom för att förstå hur denne utövar retoriskt ledarskap för ett heterogent kollektiv. Vid NKRF presenterar jag detta begrepp i detalj, med exempel från svenska partiledartal vid kongresser som skall besluta om förnyelseprogram. Jag hoppas få diskutera begreppets tillämpning, form och teoretiska grunder.
Mail: tommy.bruhn@kom.lu.se
Den svenska rörelsen för kvinnlig rösträtt tampades med splittringar – ideologiska och organisatoriska – samtidigt som de kämpade för ett gemensamt mål. Till detta kommer även det faktum att rörelsens ledande krafter i hög grad kom från överklassen och hade till uppgift att värva kvinnor från andra klasser och med andra förkunskaper och erfarenheter. Spänningen mellan dessa former av enhet och mångfald sammantaget med de olika slags gränser som rörelsen utmanade utgör det problemfält jag relaterar mitt projekt om Den kvinnliga rösträttens retorik till. I detta paper presenterar jag en analys av flygbladet ”Mor Karin”, författat av Ann Margret Holmgren från LKPR, med fokus på hur Holmgren genom olika former av pathosappeller adresserar motstånd, motargument och fördomar mot rörelsen, dess visioner, mål och aktivister. Mor Karin är en värvningsskrift i berättelseform i vilken två kvinnor från olika samhällsskikt efter visst motstånd från den värvades sida till slut möts i engagerat samförstånd. Kvinnornas känsloappellerande argumentation utgör en central del av det fiktiva värvningsförsökets dialog och inramning. Sammantaget med berättelsens informativa inslag kanske Mor Karin kan betraktas som en representativ anekdot för den svenska rörelsens spännvidd vad gäller såväl organisationsformer och aktivister som känslomässiga och ideologiska motiv.
Mail: maria.dahlin@sh.se
On 23 December 1697 a Swedish pastor, Jonas Phragmenius, delivered a lavish panegyrical oration to an illustrious audience at the House of Nobility in Stockholm. Phragmenius’ speech was one of several held by men closely linked to a circle of new nobility supporting absolutism and the new 15-year old ruler of Sweden, Charles XII. At the death of the young king’s father, Charles XI, a suppressed conflict between old and new nobility had risen to the surface and hopes for increased influence had been articulated among the aristocracy. The official reason for Phragmenius’ speech was the ascent to the throne of Charles XII. In my paper I argue that Phragmenius’ oration was a political speech where he promoted absolute monarchy and defended it against criticism, using strong emotional appeals. The same day that Phragmenius delivered his oration a legal process was initiated at the Court of Appeal against Jacob Boëthius, a pastor who had dared criticize a new church law that had increased the absolute king’s power over the religious sphere. Phragmenius’ oration was written in accordance with requests for the grand style, recommendations for classical rhetoric and the precepts taught at Uppsala University. It is rich in metaphor and references to classical learning, but it also contains allusions to current controversial events and in it the author makes clear statements about what should characterize the relations between the absolute ruler and his subjects. In his oration Phragmenius tries to influence his audience by evoking feelings such as sorrow, admiration, joy and fear. In this paper I argue that Phragmenius utilizes these emotions in order to deal with current controversial topics and to threaten implicit opponents to submit and adapt to the will of the 15-year old ruler and his advisors.
Beskrivningen, (gr ekfrasis, lat descriptio) är den tolfte av de fjorton övningarna i de retoriska övningarna progymnasmata. Beskrivningen är en mycket avancerad övning och den kommer därför sent i övningsserien. I denna övning vädjar talaren till åhörarnas fem sinnen: syn, hörsel, lukt, smak och känsel. Syftet är att för åhöraren ”tydligt bringa det åskådliggjorda för ögonen”. Den stildygd som eftersträvas är livfullheten, gr enargeia, lat evidentia. Tanken är att förvandla åhörarna till åsyna vittnen till den beskrivna företeelsen. Beskrivningen vädjar till sinnena och den väcker känslor hos åhörarna. Presentationen anknyter till konferensens tema ”Retorik/Sanser/Fölelser. Presentationen är en frukt av flerårig forskning kring progymnasmata.
Chaïm Perelman og Lydia Olbrecht-Tyteca identifiserer tre ulike publikumsforventinger som de kaller det partikulære publikum, det universelle publikum og det elitistiske publikum (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1969, s. 20-35). De oppfordrer til å benytte retorikk som henvender seg til det universelle publikum, ved å argumentere med premisser av tvingende og uomtvistelig karakter, og som inngår i en universell konsensus. Men hva om det universelle konsensus går på tvers av forskingsempirisk kunnskap? I denne paperpresentasjonen ønsker vi å se på hvordan Perelman og Olbrecht-Tytecas publikumsteori ikke bare kan være et hjelpemiddel for å vurdere kvaliteten av overtalelsesstrategier, men også kaste lys over hvilke risikoer man løper dersom man undervurderer - og overvurderer - sitt faktiske publikums synspunkter og overbevisninger. Vi vil eksemplifisere dette ved å analysere hvilke virkelighetsbilder norske lærebøker benytter når de advarer mot rusmiddelbruk, og vurdere hvorvidt lærebokforfatternes ønske om å forebygge rusmisbruk er med på å danne et virkelighetsbilde som går på bekostning av tekstens overbevisende kraft.
Relationen mellem retorik og jura er lige så gammel som fagene selv. Det var som bekendt retorisk trænede logografer, der forfattede procedurer ved de athenske domstole, og på rhetorskolerne i Rom, vordende advokater modtog deres træning. Mange af de retoriske lærebygninger er derfor tæt knyttet til den forensiske retorik; Stasislæren er det oplagte eksempel, men det samme er tilfældet for læren om disposition, sandsynlighedsargumenter og topikken. Meget har ændret sig i det retsretoriske felt siden klassisk tid. Man møder således i dag en række bidrag, der åbenlyst transcenderer de klassiske værkers fokus på den praktiske advokatgerning. Eksempelvis bidrag, der argumenterer for, at retorisk skoling gør jurastuderende til bedre jurister. Her knyttets retsretorikken ikke længere til retssalen, men til det juridiske studium og curriculum. Eller bidrag, der beskriver det juridiske system som sprogligt og retorisk konstitueret. Heller ikke her omhandler retsretorik praktisk procedureteknik, men en filosofisk diskussion af ontologisk karakter. Retsretorik favner således i dag alt fra instrumentel kommunikation over juridisk metodelære til retsfilosofiske positioner. Trods denne mangfoldighed møder man i forbavsende få af de moderne bidrag, en stillingtagen til feltet som helhed – ligesom få af bidragene stipulerer deres forståelse af retsretorik. Status quo er derfor, at betegnelser som ’retsretorik’, ’forensisk retorik’ og ’retorik i juraen’, fremstår både flertydige og vage. Jeg spørger på denne baggrund: Hvad er retsretorik i dag? Kan de forskellige bidrag rubriceres i overordnede rationaler? Hvad præger disse rationaler? Og sidst men ikke mindst: Hvad kan man som moderne retoriker lære af de retsretoriske studier?
Mail: jonasg@ruc.dk
Känslofylld forskningskommunikation. En analys av planetarieshowen ”Chasing the Ghost Particle” Forskningskommunikation är en central uppgift för högskolan och för enskilda forskare, formaliserad i högskolelagen som ”Tredje uppgiften”. Förmedling av forskningsresultat är i mångt och mycket en fråga om retorik, i den meningen att informationen till form, språk, innehåll och kanal bör vara väl anpassad till olika målgrupper för att kunna vara övertygande. Forskningskommunikation är mer än information. För att kunna intressera olika målgrupper att ta till sig forskningsresultat och för att skapa tillit till forskningens syften och handlingsanvisningar krävs inte minst ett visst mått av känslotilltal. Att använda sig av pathos för att övertyga om forskningens värde är dock en balansgång där budskapet lätt kan tippa över i för mycket underhållning och förenkling. I detta paper analyserar vi en s.k. planetarieshow: ”Chasing the Ghost Particle From the South Pole to the Edge of the Universe”, en påkostad multimodal presentation av ett stort observatorium vid Sydpolen, kallat Ice Cube där syftet är att ”fånga” elementarpartiklar, s.k. neutrinos. Filmen, en ”full dome video” är en halvtimme lång och bygger på fartfyllda animationer, slående metaforer, dokumentärscener och intervjuer, ackompanjerade av behaglig, spänningsskapande musik. Den söker framkalla känslor av delaktighet, igenkänning och identifikation, nyfikenhet, förväntan och dramatik: ”A thrilling journey inside IceCube, looking for traces of neutrino collisions in the ice and including stunning simulations of the most energetic places in our universe.” Den kritiska frågan man kan ställa här är dock hur mycket action och pathos forskningskommunikation tål utan att förlora i trovärdighet.
Retorik är studiet av hur ord och alla andra typer av symboler används för att påverka. De flesta som har läst retorik känner till retorikens väl använda tretal men i såväl tal som texter så förekommer siffror. Retorik i form av bokstäver och i form av ord och i form av siffror kompletterar och stödjer alltså varandra inom den retoriska praktiken på flera sätt. Siffror fungerar retoriskt när de påverkar hur människor strukturerar tankar och tar till sig information. Siffror kan också användas som bevismedel i en argumentation. Siffror kan exempelvis fungera som en legitimationskälla inom exempelvis reklam, beteendevetenskap, humaniora och naturvetenskap. Men sättet siffror används på möter ofta kritik. Den som argumentera med hjälp av siffror riskerar att anklagas för att vara manipulerande, omänsklig eller känslokall. Siffror i sig kan också ha en retorisk symbolisk betydelse, vilka vi påverkas av vid budskap. Siffror kan också producera påverkanseffekter och fungera som bildskapare, vilka kan kopplas till tolkningar och föreställningar. Dessa föreställningar kan i sin tur ha sitt ursprung i religion, filosofi, legender och myter. Vår presentation kommer att handla om siffrors betydelse inom retoriken och hur vi påverkas med hjälp av siffror.
Mail: lennart.hast@gmail.com
Hvilken rolle spiller affekt i deliberative samtaler online, og hvordan kommunikeres affekten? Disse spørgsmål ønsker jeg at besvare gennem en undersøgelse af forskellige typer dialog og debat, fra Sørens Pinds facebookside til lokale borgergrupper på Facebook. I undersøgelsen fokuserer jeg på både landsdækkende og mere lokale diskurser med henblik på at vurdere om Facebooks sociotekniske seks reaktioner (emojierne like, love, haha, wow, sad og angry) skaber affordans for hurtige og primært positive reaktioner (Tække 2016), ligesom jeg også vil undersøge det affektive og retoriske potentiale i memer og giffer (Herring & Dainas 2017, Stark & Crawford 2015) og i tøveprikker og versaler set som affektive spor i kommentarerne. Sociale medier giver mulighed for forskellige affektive produktioner og modulationer: affekt arkiveres (Kuntsman 2012), produeres (Brennan 2004, Sampson 2012), forandres (Kofoed and Ringrose 2012), transmitteres (Munster 2013, Parikka 2012) og kommer igen i feedback loops (Papacharissi 2015), men kan vi se de affektive tegn som en form for udveksling af synspunkter, som affektiv argumentation og som en del af argumentationsprocessen? Kan de ovennævnte affektive tegn betragtes som passende (dekorum) i en åben og ubegrænset dialog, er tegnene en form for ”vernacular rhetoric” (Hauser 1999, Howard 2010), eller kommer brugerne af disse tegn til at marginalisere sig selv som deliberativt uinteressante og uden retorisk handlekraft?
Mail: nortth@cc.au.dk
Sosiale medier blir stadig viktigere distribusjonskanaler for den journalistikken som produseres i tradisjonelle mediehus. Når nettaviser legger ut nyhetssaker på sine egne Facebook-profiler, tilføyer de ofte en kort tekst som rammer inn saken på et nivå over den tradisjonelle tittelen og ingressen. Dermed kan presentasjonen på Facebook avvike fra presentasjonen i selve nettavisa. Vi vet at retorikken i nyhetsmedienes statusoppdateringer påvirker leserengasjementet. For eksempel har Eberholst og Hartley (2014) vist at oppdateringer som uttrykker glede eller sinne, gir langt flere kommentarer enn mer nøytrale oppdateringer. Vi ser også eksempler på at redaksjoner presser etiske grenser i sosiale medier. I 2016 ble en norsk nettavis felt i Pressens faglige utvalg for å ha fjernet vesentlige forbehold i en Facebook-oppdatering. Imidlertid vet vi lite om hvor mye medienes Facebook-retorikk skiller seg fra den ordinære nyhetsretorikken, og hvordan forskjellene arter seg. I dette paperet gjør jeg derfor en casestudie av to store norske nyhetsredaksjoner og spør: Hva kjennetegner retorikken Dagbladet og TV 2 bruker på Facebook, sammenliknet med presentasjonen av de samme sakene i nettavisa? Hvordan kan forskjellene forklares, og hva kan de si oss om journalistrollen og nyhetenes funksjon i sosiale medier? Materialet består av samtlige Facebook-oppdateringer fra de to redaksjonene gjennom to konstruerte uker, pluss de korresponderende tekstene fra nettavisene. Tekstene analyseres retorisk, med hovedvekt på patos- og språkhandlingsstrategier. I tillegg gjør jeg kvalitative intervjuer med journalister som er ansvarlige for de to mediehusenes strategier for sosiale medier. Foreløpige funn tyder på at den retoriske diskrepansen er størst for de såkalte myke nyhetene.
Mail: Yngve.Hagvar@hioa.no
Det passende eller dekorum har siden retorikkens begyndelse udgjort et nøglebegreb både i uddannelsen af offentlige talere (rhetorica utens) og i refleksionerne over, hvad offentlig tale er eller bør være (rhetorica docens). Ifølge Cicero gælder det, at ‘In an oration, as in life, nothing is harder than to determine what is appropriate. The Greeks call it prepon; let us call it decorum” (Cicero 1953). Dette paper tager udgangspunkt i den observation, at samtidens kommunikation, særligt som den udspiller sig på nye medieplatforme, forekommer besat af diskussioner af det passende; diskussioner, som ikke udspiller sig i debattens margen, men i stedet er centrale for måderne, hvorpå indflydelse opnås og udfordres. Via en genlæsning af Cicero’s flersidede begreb om dekorum og via nedslag i nyere teorier om affekt (Papacharissi 2014) og fortællinger (Herman 2013, Iversen 2014), foreslår dette paper at nærme sig fænomenet ved at skelne mellem forskellige faser i erfaringer med brud på dekorum: Det upassende kan således ses som dels en kropslig erfaring, dels en aktualisering af stridende sæt af værdier, dels en katalysator for fortællinger, der har til formål at bevæge et konkret publikum gennem følelser. Genstandsfeltet består af beskyldninger for brud på det passende, hentet fra aktuel, offentlig kommunikation.
Mail: norsi@cc.au.dk
Looking for pathos or ethos in a political debate on television normally means to analyze what is being said and what happens in front of the camera: the performance of the politicians. However, pathos and ethos appeals can also stem from work going on behind the camera and with the camera. Skillfully conducted and in the right context a variety of camera moves, cuts, camera angles, and framing options can enhance or even construct what the audience will experience. Most often these professional rhetorical resources of television, film, and video productions pass unnoticed, or these features are considered to be only technical and aesthetic. But it can be demonstrated that the work behind the camera plays and important role in creating the mood, the emotional impact, reception and understanding of a character in a film, a scene in a documentary, a situation in a news clip, or the passion of a speech. Political debates and political figures on television and video today should therefore be analyzed not just in terms of what is going on in front of the camera, but also in terms of how the camera is viewing, moving, framing, changing, focusing and pointing out to the audience. Camera work is a strong rhetorical tool – and in the hands of our opponents we might even call it “manipulative”. Moving images can be moving in so many ways.
Mail: hjuel@ruc.dk
In the poem from which this paper takes its title, E. E. Cummings suggests that the primacy of feeling means no one pays attention to ‘the syntax of things’. This assertion, it seems, rhymes well with a certain stream of affect studies, which, in Brian Massumi’s (1995) catchy phrase, begins from the assumption that ‘the skin is faster than the word’. Here, affect is defined as an intensity of feeling (Thrift, 2004) that relates to bodily experiences of being in the world rather than to cognitive attempts at coming to terms which such being (Sedgwick, 2003). Affect is about sensing, not sense- making. The social sciences as well as the humanities currently seem to be (re-)discovering ‘the rationality of emotions’ (Li, Ashkanasy & Ahlstrom, 2014). While rhetoricians may observe this general ‘emotional turn’ with a certain smugness (we knew it all along), the more particular turn to affect poses serious problems for the rhetorical scholar. As indicated above, proponents of the affective turn, conceptualize affect as arising before and beyond any linguistic denotation, let alone rhetorical manipulation. Thus, what is the role of rhetoric in studies of affect? And, conversely, how may we include affect in rhetorical studies? In seeking to answer these questions, I will argue that although it may be the case that ‘feeling is first’, this should not lead us to abandon ‘the syntax of things’. Rather, intensities of feeling only arise in and through the giving and taking of (rhetorical) form (Malabou, 2010; see also Just, 2015).
Mail: snj.dbp@cbs.dk
Før var det mer ærefult å dø på slagmarken enn i sin egen seng. I dag har vi ikke meget valg av sted å dø. Likevel innhentes vi av våre kulturelle forestillinger om hvor det er best å dø, ikke bare når vi tenker over – eller til og med planlegger - egen eller andres død. Stedet å dø kan anskues som en følelsesladet retorisk sak. Sammen med dødsårsaken og tidspunktet for døden utgjør stedet en konklusjon på argumentet om hva som var meningen med livet. De etterlatte og etterkommerne til den døde blir gitt en mulighet for å tolke et menneskets karakter og dets posisjon i samfunnet, samtidig som bortfallet av den døde åpner for en forandring i deres egen identitet. Stedet gir baklengs mening til livet. Stedet for døden kan brukes i begravelsestalen til avdøde, i nekrologen eller i biografien for å tilføre personen etos. Steder har altså et etos å låne bort til den døde. Samtidig trenger døden en taler eller en tekstforfatter, en biograf, som kan formulere en passende eulogi. Gjenkjennelsen og annerkjennelsen hos publikum av det gode stedet å dø skaper konsensus og utvikling i vår delte hukommelse om steder å dø. Og ikke bare stedet vi dør, er betydningsfullt. Det er også stedet våre levninger får sin endelige plass. For slett ikke å snakke om stedet vi blir født. Konferansebidraget skal kaste lys over den nordiske kulturens doxa når det gjelder steder å dø ved å undersøke retorikken i ulike tekster om død og begravelse.
Mail: Iben.B.Jorgensen@usn.no
Den politiske taler der appellerer uhæmmet til følelserne og lader hånt om enhver form for rationel stillingtagen, er kendetegnende for demagogi og populisme, et misbrug af retorik der har fået særlig aktualitet i disse Trump-, Brexit- og Le Pen-tider. I Jonathan Swifts satiriske og hårrejsende essay (1729) tegnes det omvendte, uhyrlige billede: den kynisk rationelt sindede taler der ser væk fra følelser og lader hånt om enhver form for menneskelighed. Gennemgangen tager afsæt i Booths analyse i A Rhetoric of Irony (1974) om tekstens fusion af tre ”stemmer”: en iagttager af armoden i Irland, en galning og Swifts talerør. Hertil kommer den pedantiske retoriker i slutningen med topos’en hvor han bedyrer sin manglende personlige interesse i sagen. I mit paper argumenterer jeg for at det er denne karikerede politiske retor der har ført ordet hele tiden og binder de tre persona’er sammen. Jeg uddyber i forlængelse heraf hvordan ironien som tekstens altdominerende inventionsprincip og stiltræk tillader et særegent samspil af logosog patos-appel, og hvordan teksten i kraft af ironien er konstrueret som retorik ”med omvendt fortegn”: Essayet er på én gang en bidende karikatur af den politiske tale der følger retorikkens forskrifter lige efter bogen, samtidig med at Swift benytter den selvsamme model, vendt på hovedet, til at fremføre sit egentlige politiske budskab med størst mulig effekt. I denne læsning udstiller teksten det misvisende ved dikotomien forstand-følelse: Logos uden patos kan være lige så farlig som patos uden logos.
Mail: chlt@hum.ku.dk
Studies of public deliberation generally focus on rational thought and verbal argumentation. However, deliberation about important public issues are also performed through vernacular rhetoric, in genres of popular culture and in non-verbal forms of communication, where appeals to emotion is especially salient. In such everyday discourse, deliberative rhetoric is performed as an ongoing, open-ended, and active interaction, whereby humans through appeals to both emotions and rationality work through issues, relations and identity. I refer to these continuous rhetorical movements and negotiations as rhetorical working through. Any divisive issue – be it women’s rights, climate change, immigration – has been rhetorically worked through by communicative exchanges in a variety of forms and expressions: from words to visuals and embodiment. In rhetorical exchanges, we do more than persuade others or reach agreements: we continuously nudge each other, make emotional appeals, acknowledge opponents and positions, and test our own arguments. ‘ This paper argues that viewing rhetoric as working through help us move beyond the purely rational and verbal conception of deliberation, allowing for a more comprehensible understanding of how humans rhetorically negotiate about issues, relations and identity, thereby continuously creating the small changes and movements that unite and divide us. In demonstrating the place of emotions in rhetorical working through, the paper draws on rhetorical theories of public sphere (e.g. G. Hauser, T. Goodnight), rhetorical citizenship (e.g. C. Kock & L. Villadsen and R. Asen), and the study of visual rhetoric (e.g. Hariman & Lucaites, Kjeldsen).
Mail: Jens.Kjeldsen@uib.no
Rhetoricians should consider the impact of all genres of human artifacts--not only those traditionally considered “rhetorical,” such as speeches and other manifestations in the civic and political sphere, but also those usually set off in separate “aesthetic” categories, such as novels, poems, movies, songs, plays, operas, and not only if they have political aims. Aristotle, who took aesthetic impact seriously, studied it under the separate heading of poetics, but other rhetoricians, including figures like Longinus and Kenneth Burke, have seen it as belonging to rhetoric’s domain. Among humanistic scholars, rhetoricians should be in front regarding the study of impact (effect) of all kinds, not just “meaning” or “interpretation.” We have much to learn from studying aesthetic impact and its sensual and emotional components in aesthetic genres. They deserve it in themselves, and aesthetic features spill over into other genres. I will discuss selected fictional episodes that are felt by many (including myself) to have deep emotional impact, and on that basis propose hypotheses about recurrent, typical features of structure and substance that I believe to cause this impact. My examples, if time permits, will be drawn from Shakespeare, Flaubert, Hemingway, the operas Madame Butterfly and Tristan and Isolde, the ballet Swan Lake, and the movies Casablanca and The Great Dictator. I see this attempt as continuous with what Aristotle did when he indentified the features that help bring about “the pleasure proper to tragedy” (Poetics 1462b).
Mail: kock@hum.ku.dk
Inom bildretorisk forskning, bildsemiotik och visual culture har frågan lyfts hur bilder väcker betraktarens nyfikenhet, argumenterar de eller talar de till betraktaren affekter genom energeia. Oavsett vad som annars kan sägas skilja dessa teoretiska fält åt visar forskningen på affekternas betydelse som det visuellas proprium opus. I mitt paper diskuterar jag en omlagsbildsskiss av Ingrid Vang Nyman utifrån stilfiguren prosopopeia. Exemplet är hämtat ur mitt avhandlingsarbete, Röda flätor och för stora skor, om omslag världen över till barnboken Pippi Långstrump (1945).
Mail: lisa.kallstrom@kom.lu.se
Aristoteles Retoriken tycks full av motsägelsefullheter, inte minst ifråga om dess behandling av känslorna. Ett exempel är förhållandet mellan övertygelsemedlet pathos och de särskilda topiker (eide) som presenteras i textens andra bok. I tidigare forskning har Aristoteles särskilda topiker (eide) ofta betraktats som ett slags material att användas i argumentation eller, mer precist, som materiella propositioner att användas i enthymem. Den tolkningen fungerar väl för de eide som hör till logos för någon enskild av de tre retoriska genrerna eller för något särskilt kunskapsfält, som fysik eller etik. Ett särskilt topos för deliberativ retorik är exempelvis statens finanser. Men när Aristoteles diskuterar eide för pathos är det faktiskt en mycket liten del som ägnas sådana saker. Istället presenterar han framförallt påståenden om vilka slags människor som är mottagliga för vilka slags känslor gentemot vilka slags handlingar av vilka slags agenter. Det kan knappast betecknas som ”material”. Det är mitt syfte att först och främst visa att tidigare forskare (exempelvis William Grimaldi, Antoine Braet, Eugene Garver, Geoffrey Walker samt Alan Gross & Marcelo Dascal) har misslyckats med att redogöra korrekt och fullständigt för de slags påståenden som Aristoteles presenterar i diskussionen om särskilda topiker för pathos. För det andra vill jag föreslå en ny tolkning av de “känslomässiga topikerna” som passar bättre med den rumsliga metaforen som ligger till grund för grekiskans ord topos. En sådan tolkning får konsekvenser inte bara för hur vi bättre kan förstå Aristoteles begrepp eide och topoi, utan för vår förståelse av Retoriken som helhet.
Paperet undersøger aspekter af følelser i retorikken, som ikke indlysende rummes af de traditionelle følelseskategorier. Hvis patos er ”en sindstilstand i publikum fremkaldt af retorisk sprog” (Green, ”Pathos” 2001) eller ”den tilsigtede konstruktion af fælles offentlige følelser” (Condit, ”Pathos in Criticism” 2013), vil følelser, som publikum nærer, men som ikke er forårsaget af talen eller intenderet af taleren, falde udenfor. Jeg vil diskutere 3 aspekter af følelser i retorik, som ikke er identisk med patos. Formålet er at udvide og nuancere forståelsen af følelsernes rolle i retorikken. Det første er talerens udtryk for følelser, som hun er opfyldt af, men som ikke er del af den retoriske henvendelse og ikke er henvendt til publikum. Det andet er følelsesargumentet, et subjektivt autenticitetsargument, som hævdes at stå uden for fornuft og sprog og samtidig fremføres, som om det trumfer og overflødiggør begrundet argumentation. Følelsesargumentet placeres ofte metaforisk i kroppen, fx i hjertet eller som en mavefornemmelse (Johnson, ””A Man’s Mouth is his Castle”” 2016). Selv om argumentet ikke lever op til deliberative idealer, har det alligevel en vis social gyldighed. Det sidste aspekt kalder jeg talesituationen nærvær. Selv om følelser i publikum ofte vil være fremkaldt af talen, kan man også principielt isolere en fællesskabsfølelse mellem medlemmer af publikum, når de fx ler eller buher i kor. Denne fællesskabsfølelse minder om neurologers påvisning af en sammenhæng mellem ’kærlighedshormonet’ oxytocin og øget samarbejde og synkronisering hos korsangere og orkestermusikere (Peter Vuust et al., ”Oxytocin improves synchronisation in leader- follower interaction” 2016).
Mail: retml@cc.au.dk
On the basis of Martin Heidegger’s interpretation of Aristotle’s defi-nition of pathos in On Rhetoric (cp. Basic Concepts of Aristotelian Phi-losophy, 1924), this paper makes three contentions: 1) Contrary to traditional rationalistic interpretations, pathos should be construed as the organizing principle of Aristotelian rhetoric; 2) the interrela-tionship between pathos and aretē comprises an ethical normativity for good and advantageous rhetoric; and 3) emotional appeals in rhetoric function within the framework of super-individual and so-cially determined strata in a given community (polis and koinonia).
In reference to the first contention, the paper focuses on the link be-tween pathos and logos, the inherent connection between and logical order of all three entechnoi, and the enthymemic use of pathos as pis-tis. Secondly, within the interrelationship between rhetorical and ethical deliberation the paper emphasizes pathos as a condition of possibility for critical judgment (krisis) and hence as a basis for deci-sion in deliberate choices and moral ends (prohairesis). Thirdly, in reference to the correlation between pathos and endoxa, Kenneth Burke’s notions of identity and consubstantiality, and Maurice Char-land’s notion of constitutive rhetoric, the paper briefly discusses the use of populism in contemporary political rhetoric. Finally, the paper posits the necessity of further developing a com-prehensive analytical and critical ideal for rhetorical criticism based on the interrelationship between emotions and virtues. Key themes in this endeavor are a better understanding of how rhetorical ethos is constructed on the basis of strata of pathē within a community (koi-nonia) and, consequently, how rhetoric functions in negotiating, forming, and educating public emotions.
Mail: retcm@cc.au.dk
Hensynet til befolkningen retsfølelse har i de seneste årtier været en hyppig brugt begrundelse for retspolitiske beslutninger i Danmark; fra nedsættelse af den kriminelle lavalder over skærpede straffe for personfarlig kriminalitet til indskrænkelse af muligheden for prøveløsladelse. Ændringerne i straffelovgivningen er i mange tilfælde blevet gennemført på trods af indsigelser fra forskere og fagfolk, der blandt andet har hævdet, at tiltagene hverken har en præventiv eller en resocialiserende effekt, men ligefrem risikerer at skabe mere kriminalitet og flere ofre. Alligevel er (politikernes oplevelse af) befolkningens retsfølelse fortsat den dominerende topos i debatten om retspolitik. Den har tilmed fået en særlig plads i den nuværende regerings grundlag fra 2016, hvoraf det fremgår, at ”vi ønsker en ny og mere tidssvarende straffelov, som i højere grad er i overensstemmelse med danskernes retsfølelse” (www.regeringen.dk). Dette paper undersøger og diskuterer retsfølelse som topos i den kriminalpolitiske debat. Analyser af aktuelle eksempler viser blandt andet, hvordan toposen ofte understøttes af anekdotisk bevisførelse og en stærk patosappel; hvordan den hævdes at basere sig på en folkelig, kollektiv opfattelse af straf, der står i modsætning til domspraksis; og hvordan den yderst sjældent suppleres af gendrivelser, men i stedet konstitueres som ”en åbenbaring af en oversanselig gyldighed [og] retfærdighedens evige principper” (Ross: 1953). Paperet viser endvidere, hvordan det entydige fokus på befolkningens påståede retsfølelse eliminerer den mere nytte- og forebyggelsesforankrede retsfornuft (Balvig: 2010) fra debatten. Slutteligt diskuteres det, hvilke konsekvenser dette har for, hvordan kriminalitet grundlæggende forstås og forklares, og for hvilken rolle eksperter og fagpersoner i bredere forstand spiller i samfundsdebatten.
Mail: retsvm@cc.au.dk
De senere års fremvoksende forskning i relationerne mellem den retoriske tradition og John Deweys tænkning undersøger især ideer om samfund, uddannelse og æstetisk erfaring (se fx Asen 2003, Crick 2014, Stroud 2008). Æstetisk erfaring beskriver Dewey i Art as Experience som værende en afrundet og således særlig erfaring, betinget af det enkelte subjekts orientering. Dewey er således i sin forståelse af æstetisk erfaring langt mere optaget af oplevelsen, processen i det enkelte subjekt, end selve det objekt eller den situation, der måtte igangsætte oplevelsen, hvad enten dette objekt er et kunstværk på et museum eller en situation fra hverdagen som eksempelvis en solopgang eller en tankerække. Æstetisk erfaring er altså hos Dewey et betydningsfuldt potentiale hos den enkelte i hverdagslivet og forbundet med åbenhed og dybde. Inden for retorikken har forskere i nyere tid fokuseret på modtagelighed og lytning som afgørende for fagets teori og praksis, overvejende i et perspektiv der vægter dialog og den såkaldt anden (se fx Booth 2004, Ratcliffe 1999, Flower 2008). Med dette paper redegør og argumenterer jeg for, at æstetisk erfaring i deweysk forstand i sig selv har værdi for uddannelsen til retor, som vej til indsigt i det subjektive, det affektive, det fælles og det overbevisende.
Mail: chma@edu.au.dk
I 2001 foreslog nobelprismodtageren Paul Crutzen Det Antropocæne som en ny designation for vores nuværende geologiske æra. Det Antropocæne referer til en ny tidsalder, som er et resultat af menneskets (deraf præfikset ”antro”) indflydelse på Jordens geo-fysiske systemer. Dette nye begreb afliver således ideen om en uberørt natur og har afstedkommet vigtige akademiske og politiske debatter om menneskets forhold til naturen. På trods af dette er naturens rolle i populærkulturen ganske uændret. Vi tilbringer vores hverdag afgrænset fra naturen, men alligevel er naturprogrammer populære som aldrig før, og billetsalget til store naturkatastrofefilm forbliver højt. Eksempler på de to ovennævnte genrer, såsom serien Planet Earth og filmene The Day After Tomorrow og San Andreas, repræsenterer dog primært naturen som spektakel, hvor spændingskurver konstant iscenesættes ud fra eksplicit menneskelige følelser. Om vi spionerer på et eksotisk dyr eller oplever naturens destruktive kræfter, er den følelsesmæssige påvirkning rettet mod et værdisæt, hvor naturen også ideologisk er underlagt mennesket. Barry Brummett argumenterer i What Popular Film Can Tell Us About Values (2014) for, at populærkulturen netop har retorisk virkning, fordi den med sin form implicit taler til publikums følelser og former deres værdier. Med dette argument som udgangspunkt analyserer jeg i oplægget de ovennævnte serier og film med henblik at blotlægge de ideologiske implikationer af denne følelsesmæssige framing af naturen. Dette leder videre til en refleksion over nogle af de kulturelle logikker, der kan ses som underlæggende for menneskets indtræden i en antropocæn tidsalder.
Mail: aestebn@cc.au.dk
An Early Example of Successful Use of Pathos and Logos for an Extensive Reading Public. In January 1772 count Johan Friedrich Struensee was arrested accused of high treason and was consequently executed a couple of months later. During his imprisonment, he was visited regularly by the reverend Balthasar Münter from the German congregation in Copenhagen. Immediately after Struensee’s death, Münter advertised the forthcoming publication of his account of Struensee’s conversion. Münter’s persuasive aim was to make his readers believe that Struensee, a well-known atheist, in fact did convert and repent his sins in order to gain redemption and an eternal afterlife – and consequently make his readers do likewise if need be. The publication was written in German and saw more editions and translations. This was a cause célèbre. Undoubtedly, the readers´ interest did not only focus on the religious aspect. They probably expected information about the usurper’s affair with the queen and his abuse of power allegedly supplied by one of the main characters of the scandal. The truth of the book has, however, been widely debated by historians and theologians. The paper will present a rhetorical analysis of Münter’s choice of persuasive means to establish a credible account of what went on in the cell between him and Struensee. Probably, Münter’s balance between logos and pathos was a clever choice to separate his account from the abusive popular pamphlets circulating in Copenhagen while honoring his own connection to the court. Finally, Münter’s account will be discussed as the perpetual rhetorical question of truth and fabrication, a trait also witnessed by the media of today.
Mail: onsberg@hum.ku.dk
Dette paper undersøger hvordan tegneserier påvirker læseren gennem brug af spændingsfelter og mellemrum på tværs af form, indhold og kontekst. Den valgte case er den politisk relevante og voldsomme Zenobia (2016) af Lars Horneman og Morten Dürr, og netop denne tegneserie er et sjældent eksempel på populærkultur (delvist rettet til børn) der behandler de flygtninge der drukner i Middelhavet i flugten væk fra krigen. I Zenobia følger vi en syrisk pige, og vi hører om hendes barndom, hendes familie og krigens rædsler alt i mens hun langsomt synker i dybet. Det er et emne der er yderst politisk, sætter følelser i spil og gør ondt på læseren, og netop derfor er det interessant at undersøge værkets æstetiske, formelle og kontekstuelle virkemidler. I tegneserier er det i spændingsfelterne at følelserne sættes i spil (blandt andet qua tegneseriemediets multimodalitet), og dette bliver særligt tydeligt i dette værk. Spændingsfelterne mellem paneler såvel som mellem elementer i de enkelte paneler samt mellem tekst og billede, men også mellem pigen som individuel flygtning og flygtningen som generel figur og ikke mindst i spændingsfeltet mellem den danske læser og den druknende flygtning i Middelhavet. Således er Zenobia et glimrende eksempel på tegneseriens retoriske virkemidler i såvel politisk som følelsesmæssig sammenhæng.
Mail: felixkpaulsen@cc.au.dk
I de seneste år er nyhedsmedier begyndt at udgive deres artikler ikke kun på skrift men også i lydaviser. Det gælder fx Weekendavisen og Zetland. I vores oplæg vil vi tage udgangspunkt i dette relativt nye oplæsningsfænomen og diskutere, hvorvidt oplæsningerne er succesfulde som retorisk formidling i situationen. Formålet med oplægget er at diskutere oplæsningsdisciplinen, som den bliver håndteret i det moderne medielandskab, og se på hvilke retoriske egenskaber der kunne højne kvaliteten af oplæste artikler. Vi vil i oplægget analysere en konkret oplæsning af en nyhedsartikel og argumentere for, at journalisternes oplæsninger generelt ikke forløser oplæsningsdiciplinens potentiale på grund af deres manglende indsigt i disciplinen og forståelse af det mundtlige og skriftlige rums forskellige udfordringer (Blom). Det er ikke nok at åbne munden og siger ordene højt. Vi vil med Fafners mundtlighedskriterier og vores egen videreudvikling analysere, hvorfor oplæsningerne ikke fungerer optimalt i situationen, og vi vil give vores bud på, hvad der kunne få den til at fungere bedre i forhold til formålet. I modsætning til at læse artiklen selv er oplæsningen en mere sanselig og personlig formidling af stoffet, fordi teksten bliver løftet fra papiret eller skærmen af oplæserens stemme og krop (Onsberg). Gennem oplæserens fortolkning får lytteren tilbudt flere perspektiver og nuancer i teksten og større grad af identifikation. Det er oplæserens opgave at forløse teksten, så tilhøreren kan bruge sin energi på at forstå, opleve og føle dens indhold og budskab.
Mail: hsp@hum.ku.dk
Mitt paper är en studie av insamlat empiriskt material i form av domar från brottmålsrättegångar i svenska tingsrätter. I en svensk tingsrätt består rätten av en juristutbildad domare samt tre nämndemän, det vill säga icke juridiskt skolade domare. Inom ramen för mitt paper studeras domar där den juristutbildade domaren är skiljaktig, det vill säga blir nedröstad utav nämndemännen. Det förefaller inte orimligt att den juristutbildade domaren ibland upplever att den påföljd som utdöms i dessa fall står i strid med gällande rätt. Mitt paper ställer frågan, vad är det som övertygar nämndemännen att döma i strid med den juristutbildade domarens uppfattning i dessa fall? En preliminär hypotes är att nämndemännen i dessa fall dömer utifrån sina känslor snarare än gällande rätt. Dessa fall tycks ha en gemensam nämnare i att det kan anses vara synd om den tilltalade personen eller att nämndemännen anser att den tilltalade ändå har ”straffats” tillräckligt. Ett exempel på detta, ur mitt material, gäller en rättegång där en mamma står åtalad för vållande till annans död efter att hennes dotter avlidit till följd av en drunkningsolycka i ett badhus. Nämndemännen ogillar i det fallet åtalet mot mamman trots att mycket talar för en fällande dom, vilket den juristutbildade domaren argumenterar för. Mitt paper kommer att i närmare detalj studera denna typ av frågor och ämnar belysa och diskutera betydelsen av pathos inom rättslig argumentation.
Mail: Linus.Pentikainen@oru.se
Det københavnske retorikmiljø har fra begyndelsen haft tradition for at forstå skriften ud fra en lydlig logik. Både i forskningsartikler og i mere praktisk orienterede håndbøger om skrift og skrivning dukker hørelsen op som den dominerende sans. Jørgen Fafner taler således i artiklen ”Retorikkens brændpunkt” (1997) om ”indre høren”, ”skriftens immanente mundtlighed” og tekstens ”mundtlighedskriterier”. Christian Kock drager i sin artikel ”Musikalske virkemidler” (1974) en parallel mellem musik og skrift. Og lærebøgerne ”Skriv i alle genrer” (Kock og Tandrup, 2007) og ”Skriv så!” (Anne Katrine Lund, 2007) forklarer skriftens udtryksform og virkemidler inden for en musisk-auditiv forståelsesramme domineret af ord som ”pause”, ”tempo”, ”rytme”, ”stemme”, ”tone”, ”lyd” og ”efterklang”. Der lyder derfor også en tilbagevendende opfordring til skribenten om at lytte til teksten. Som når Lund skriver: ”Læs evt. et par passager op, og lyt. Ofte er der sluppet helt andre toner ud, end man egentlig ønsker. Det kan være i ordvalget, i det, man ikke siger, eller i en konkret ordlyd.” Dette auditive paradigme, hvor skriften bliver forstået som en mundtlig-musisk udtryksform, forekommer både intuitivt og indlysende. Spørgsmålet er imidlertid, om det er det mest oplysende? Måske kommer vi inden for denne lydens logik til at overse skriftens særlige styrke og særegenhed – nemlig dens visuelle virkemidler og dens appel til synssansen? Paperet vil argumentere for, at der kan være både teoretiske og praktiske, ontologiske og pædagogiske, fordele ved at beskrive skriften og dens virkemidler ud fra en visuel logik og på synssansens præmisser.
Mail: nzr123@hum.ku.dk
Danmark har i de sidste 25 år været en krigsførende nation, først med deltagelsen i fredsbevarende FN-aktioner, senere som allieret i krigene i Afghanistan, Irak og Libyen. Jeg vil se nærmere på brugen af patos i de officielle krigserklæringer fra regeringen, eller måske rettere den fraværende patos, idet den danske deltagelse i internationale alliancer i reglen begrundes med korte og bureaukratiske argumenter (det mest almindelige er at Danmark skal følge USA), jfr forskere som politologerne Vibeke Tjalve, Jens Ringmose og Jens Vedby Rasmussen. Men udenom og i forbindelse med nye militære engagementer har politikere og militærfolk argumenteret med mere følelsesladede argumenter for krigen, som da Anders Fogh Rasmussen i en tale holdt i Mindelunden 4. maj 2005 indirekte argumenterede for dansk deltagelse i krigen i Irak, selvom talen handlede om anden verdenskrig. Det er min hypotese at brugen af historiske referencer er den vigtigste patosappel i nyere dansk krigsretorik. En tv-dramaserie som 1864 skabte langt mere debat end dokumentarfilmene om f.eks. danskernes rolle i Afghanistan, fordi den af-heroiserede danske soldater og krigen i det hele taget. Den militære begivenhed med størst symbolsk rækkevidde i nyere dansk krigshistorie er ”Operation Bøllebank” i 1994 ledet af bl.a. Lars R. Møller der, klædt som general Patton, har været en flittig deltager i den offentlige debat lige siden. Aktionen har fremstået som en utvetydig succes indtil kritiske røster dukkede op i 2017 (i radioprogrammet P1 dokumentar fra 5/1 1017). Mit teoretiske og metodiske grundlag er primært Robert L. Ivie der i flere bøger og artikler har analyseret og kritiseret amerikanske krigsdiskurser og symbolik.
Mail: roer@hum.ku.dk
Cornelius Castoriadis’s philosophy of creation and Ernst Cassirer’s philosophy of symbolic forms are indispensible philosophical-anthropological companions to rhetoric. In my contribution, I would like to show that appropriating Cassirer’s understanding of symbolic forms, combined with Castoriadis’s notion of a magma of social imaginary significations will enable rhetoric to go beyond the dominant perspective of language oriented theory, and fully commit to a widened understanding of rhetoric as the study of how social meaning is created, performed and transformed also in non discursive contexts. To make my case, I will present the outlines of an article, preliminary called “A Philosophical-Anthropological Case for Cassirer in Rhetoric”, written together with PhD candidate Erik Bengtsson, Uppsala, that will appear in Rhetorica, probably during 2018, and fuse our argument with some of Castoriadis’s central ideas, such as creation of forms in and for our world.
Frågan om etik och moral i retorisk utbildning har varit central och väckt starka känslor sedan vårt ämne formulerades. Det kanske vanligaste förhållningssättet till frågan är ett se retorik som ett redskap som kan användas för såväl goda som mindre goda syften, med visst stöd hos Aristoteles (Retoriken 1358b). Mitt föredrag kommer argumentera för att en sådan hållning är mindre konstruktiv. Argumentationen kommer ta sin utgångspunkt i sambandet retorik – demokrati, inte bara historiskt utan också doxologiskt. Den kanske mest pregnant formulerade kritiken mot retorik som ämne är att ”Retoriken försöker göra det svagare argumentet till det starkare, och det starkare till det svagare”. I min presentation kommer jag argumentera för att kritikerna har rätt, retorik som konst och vetenskap försöker verkligen göra det till synes svagaste argumentet till det starkaste, och vice versa. Om vi inte gör det har vi på förhand bestämt vilket argument som är det starkaste, och stängt dörren för att frågan ”kan vara på annat sätt”. Vi har alla ändrat oss, också i frågor där vi var säkra på att vi aldrig skulle göra det, vilket talar för att det till synes starkaste argumentet kan visa sig vara det svagaste. En grundbult i en demokrati kan sägas vara att försöka hitta det starkaste argumentet, något som inte kan vara på förhand bestämt. Hur vi kan ta till oss dessa frågor i vår retorikundervisning ska jag försöka något om.
Mail: anders.sigrell@kom.lu.se
Hvordan blir fremstillingen av jomfru Marias smerte brukt til å omforme metafortellinger i under reformasjonen? I anledning 500-årsjubileet for reformasjonen vil jeg analysere en påfallende bruk av fremstilling av følelser i en preken av Martin Luthers fra 11. januar 1523 over Lukas 2, 42-52, Jesus som tolvåring i tempelet. Reformasjonen førte med seg nye metafortellinger formet av nye innsikter og en viktig del av den retoriske diskurs går ut på å omforme gamle metafortellinger hos tilhøreren. Luther var retorisk skolert og hans retoriske strategier lar seg forstå ut fra den klassiske retorikk fra Quintilian slik den ble overlevert i renessansen. Jeg vil imidlertid her bruke narrativ retorisk teori hentet fra blant andre Walter Fisher og Stefan Iversen for å analysere prekenen og avdekke Luthers strategi for å berøre tilhørerne, og hvilken rolle fremstillingen av følelsene spiller i prekenens argumentasjon. Jeg argumenterer for at det ikke er handlingsfremmende patosappell, men at Martin Luther ved en konsentrasjon om Marias ulykke og smerte og med innlevelse i hennes følelsesliv søker å skape en «empatisk identifikasjon» hos tilhøreren. Uten å «detronisere» Maria, kan han la Maria innta en justert rolle i 1500-tallstilhørerens metafortelling som så igjen kan brukes i en argumentasjon i prekenen for reformasjonens nye innsikter i opposisjon til kirkens autoriteter.
Mail: ts929@kyrkja.no
Europæisk identitet har været et tema i EF og sidenhen EU siden 1970’erne (se fx European Communities 1973; De europæiske fællesskaber 1985; European Community 1992; European Union 2004). I sådanne tekster artikuleres særligt europæiske værdier, normer og fremtidsvisioner, og de indgår således i en diskurs om en kollektiv identitet knyttet til de europæiske borgeres kulturelle og normative værdigrundlag. Arbejdet med at italesætte og skabe en sådan identitet, er stadig i gang, senest i form af projektet A New Narrative for Europe (European Union 2014), igangsat af daværende parlamentsmedlem Morten Løkkegaard og formand for EU-Kommissionen José Manuel Barroso. Med et nyt fælleskulturelt narrativ er det projektets formål at binde europæerne tættere sammen. “We won’t have real unity”, sagde Barroso ved projektets lancering, “until we acknowledge a sense of belonging to a community which is bigger than the nation or the region, a sense of a shared European destiny” (Barroso 2013). I dette paper som tager udgangspunkt i mit igangværende ph.d.-projekt, undersøger jeg særligt de kropslige og sanselige metaforer i projektets erklæring ”The Mind and Body of Europe” (European Union 2014). Jeg ser nærmere på hvordan disse metaforer knyttes til europærerens krop og sind, hvordan denne kropsliggjorte identitet interagerer med forskellige temporaliteter i teksten, og endelig hvordan disse mekanismer i samspil positionerer europæeren i teksten.
1. På de elektroniske medier er produktion, transmission og distribution blevet lettere og hurtigere og uden gatekeepere, og fungerer som personlige megafon til enhver. 2. Meddelelserne på de sociale medier er ikke længere praktiske tekster (personlige aftaler og politisk diskussion), men snarere offentlige (kunst-)værker der er formål i sig selv og stilles frem til publikums interesseløse smagsdom (kommentarer og likes). Adressaterne er anonyme i en semi-offentlighed. Succeskriteriet er ikke forståelse og handling hos hin enkelte adressat, men antallet af reaktioner og likes der kommer på indlægget. Der sker dermed en fiktionaliseringen af tekster om tegngiverens liv. 3. Emojier (inklusive emotikonner og smileys) er det ene af to eller flere semiotiske systemer i en multimodal meddelelse. De er som piktogrammer, dvs. semiotiske enheder der har både analogt, konventi-onelt og situationelt meningsgrundlag, mere perceptuelle, intuitive og hurtige, og mindre kognitive, precise og logiske end sproglig skrift. 4. a) De kan bære indholdskommunikation og give konceptuel beskrivelse, nemlig som erstatning for et skriftmorfem (pizza) midt i en sproglig sætning, eller oftere have den funktion at give udtryk for følelser (fx applaus der kun består af emojies). b) De er oftest relationskommunikation: emojien er metainformation om hvordan den skriftlige information skal opfattes; især smile- og blinkesmilieyerne er demontering af alvoren i meddelelsen. 5) Uden syntaks er emojierne yderst flertydige dels med hensyn til om de vurderer sagen (a) eller meddelelsen om sagen (b), og dels fordi de i mange tilfælde er metaforiske, fx hjerte for kærlighed, eller metonymiske fx knive om at spise og derved løse i betydningen.
Mail: norot@cc.au.dk
I den klassiske teksten hvor begrepet «sakprosa» ble satt til verden, den finlandsk-svenske språkforskeren Rolf Pippings artikkel ”Språk och stil” fra 1938 (Finsk tidskrift nr 10), utmyntes sakprosa som en særlig saklig stil hvor både følelser og hensynet til publikum må underordnes teksten saklige formål. Siden har begrepet fått en rekke andre klassifikatoriske betydninger, og det er fremmet ulike definisjonsforslag som forskyver interessen fra stil til sakprosaens virkelighetsforpliktelse og dens tilknytning til ulike institusjoner. Pippings begrepsbruk er blitt karakterisert som en anti-retorikk, og det kan hevdes at hans ønske om utelukkelse av følelsene, om enn bare «prinsipiell», er utopisk. Samtidig fortoner hans saklighetsbestrebelser seg som sympatiske i lys av artikkelens opprinnelige globale historiske kontekst: fascisme, nazisme, anti-semittisme, krigsbegeistring og stalinisme preget av svulstig og demagogisk «post-faktuell» retorikk. I dette paperet vil jeg undersøke tilstedeværelsen av appellformen pathos i Pippings egen tekst, ikke for å polemisere på etterskudd mot hans utopi, men for å identifisere eventuell følelsesappell i en intensjonelt anti-retorisk tekst.
Sesjonens siktemål er å hente frem filosofiske synsmåter som kan bidra til å klargjøre forholdet mellom fornuft og følelser i retorikken. Med utgangspunkt hos David Hume, Adam Smith og Kant, ser vi nærmere på hvordan opplysningsfilosofene tenker om samspillet mellom fornuft og følelser, herunder forholdet mellom estetisk erfaring og dannelsen av overbevisninger. Dermed vil vi også nyansere bildet av «opplysningsfilosofien» som rasjonalistisk og antiretorisk.
«Den høyere retorikk» hos Hume v/ Ingmar Meland
Blandt 1700-tallets engelskspråklige opplysningsfilosofer regnes filosofen David Hume (1711-76) i fremste rekke. I retorikkhistorien er ikke Hume et like stort navn. Til forskjell fra sin samtidige George Campbell (1719-96), skrev han ingen avhandling om retorikk. Samtidig tilhører Hume den ny-retoriske bevegelsen på de britiske øyer, kjent for sin avvisning av Bacons syn på retorikk, ved å hevde at det er folkets dom som avgjør om en tale er god, ikke vitenskapsmannes vurdering. Det skjer i essayet «Of Eloquence», hvor Hume argumenterer for å integrere vise trekk fra den antikke greske og romerske retorikken som har med følelser å gjøre i moderne politisk retorikk. Humes essay undersøkes med et øye på andre bok av Aristoteles’ retorikk. Tesen er at «den høyrere retorikken» i Humes øyne evner å slå en bro mellom følelser og fornuft, fordi den taler direkte til sansene og vår sans for klarhet, enkelhet og eleganse.
«Å bringe saken hjem til oss selv» v/ Sveinung Sundfør Syvertsen
Ifølge den skotske opplysningsfilosofen Adam Smith er det ikke nok å kjenne til relevante fakta og prinsipper eller å bruke fornuften alene når man vurderer moralske spørsmål. Først og fremst må vi kunne forestille oss hvordan situasjonen arter seg for de som befinner seg i den, og la oss berøre av dette. Innlevelse er grunnlaget for moralske bedømmelser, og forestillingsevnen og følelsene er sentrale komponenter i denne. Hvis etisk refleksjon og moralsk deliberasjon fordrer både imaginasjon og emosjon i tillegg til kognisjon burde språket vi bruker i våre overlegninger også være i stand til å engasjere alle tre. Moralsk deliberasjon fordrer altså kunnskap om hvordan man kan tale godt; moralsk deliberasjon fordrer retorikk.
Dømmekraft, meddelbarhet og sensus communis hos Kant v/ Hans Marius Hansteen
§40 av Kritik der Urteilskraft omhandler «smaken som en slags sensus communis», og Kants begrep om sensus communis er nær knyttet til begrepet «meddelbarhet». En nærmere undersøkelse av mulighetsbetingelsene for at fornemmelser (av ulike slag) er meddelbare, vil kaste lys over hvordan Kants forståelse av smaksdommen er knyttet nettopp til meddelbarheten av visse følelser. På denne bakgrunnen drøftes hvorvidt undersøkelsen av smaken belyser forståelsen av «sensus communis» og av følelsenes plass i opplysende samtale.
«Retorikkens grøss» v/ Ratna Elisabet Kambsvåg
Én av forbindelseslinjene mellom retorikk og estetikk er virkning av språk i bruk. Derfor tilbyr Kants tanker og ideer om transcendentalfilosofi verdifulle innsikter også til retorikken, fordi man i et transcendentalfilosofisk perspektiv setter selvet i sentrum for virkningen, framfor objektet som har bidratt til å framkalle en bestemt erfaring. På den måten muliggjør man også teoretisering over uutsigelige følelser; følelser som er så sterke at de er vanskelige å beskrive.
Skam defineres i Den Store Danske som en ”følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af afvisning, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse. Skam er en sammensat, smertefuld følelse, der bl.a. rummer forlegenhed, ydmygelse, krænkelse, vanære og tab af selvfølelse.” Skam er altså en følelse der vender indad og ofte fører til at man isolerer sig. I religiøse sammenhænge er skam knyttet til skyld. I den vestlige tradition er skam primært en individuel følelse, der dermed typisk ikke er en synlig følelse i det offentlige liv og dets retoriske manifestationer. Skam kan ikke så nemt som stolthed eller vrede bruges til mobilisering af et publikum, og med undtagelse af personlige apologier hvor en person går til bekendelse over egne fejltrin, ser man sjældent skam som tema i offentlig retorik. Når skam alligevel optræder i den offentlige diskurs, er det derfor bemærkelsesværdigt, og i dette panel undersøger vi områder hvor begrebet skam har været tematiseret i offentlig diskurs de senere år. Panelets overordnede formål er at indkredse brugen af skam som en offentlig følelse gennem casestudier og teoretisere skam som retorisk greb.
Kjeldsen, Jens Elmelund
Mail: Jens.Kjeldsen@uib.no
Jens E. Kjeldsen undersøger hvordan man i debatter om immigration, indvandring og flygtninge anklager modstanderen for at de burde skamme sig. Det er især indvandrings-kritikere som bliver mødt med denne opfordring til skamfølelse, og da særligt over deres menneskesyn og angivelige mangel på anstændighed. Anklagen er altså ikke så meget en appel til debatmodstandere som det er en udstilling af deres dårlige karakter. Med udgangspunkt i teorier om konstitutiv og epideiktisk retorik undersøger indlægget de retoriske funktioner af anklagen om at man burde skamme sig i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige.
Villadsen, Lisa S.
Mail: lisas@hum.ku.dk Lisa S.
Villadsen fokuserer på skam i den offentlige debat. Som reaktion på den danske regerings stramninger over for flygtninge i 2015-16, inkl. den såkaldte smykkelov, udtalte en række kendisser, bl.a. filminstruktøren Thomas Vinterberg, at de skammede sig over at være danske. Dette medførte en voldsom debat i aviser og sociale medier, og selv statsministeren kommenterede det i sin Grundlovsdagstale. Oplægget undersøger hvordan sådanne udsagn om følelsen af skam er kontroversielle fordi de inddrager andre ved at hævde at det er regeringens (og dermed vælgernes) adfærd der er skamfuld, og om de overhovedet kan siges at være meningsfulde. Diskussion indsættes i en mere overordnet ramme om følelsernes indtog som belæg i den politiske debat.
Utforskingen av vitenskapens retorikk – the Rhetoric of Science – som dannet overskriften for den tredje nordiske retorikk-konferansen I Oslo 2006 – har i overveiende grad konsentrert seg om språk, tekststruktur, performativitet, sjanger og tekststrategi. Blant de retoriske appellformene har logos og ethos fått størst oppmerksomhet. Hva med pathos? I vitenskapens tekster er denne appellformen trolig mest til stede (elliptisk) gjennom «the art of concealment», for å låne et uttrykk av vitenskapsretorikkens founding father, Alan Gross. Men selvsagt må vitenskaperen appellere både til egne og andres følelser når nysgjerrighet, engasjement, vitebegjærlighet, hardt empirisk arbeid og teoretisk spekulasjon skal formidles i skrift og på andre måter. Hvordan appelleres det? Vi inviterer til en workshop om pathos i vitenskapens retorikk, og vil selv bidra med nedenstående papers:
Kjell Lars Berge: «Sannhetspatos i noen skrifter av Johan Ernst Gunnerus (1718-1773)»
Den norske biskopen Johan Ernst Gunnerus er grunnleggeren av en systematisk naturvitenskap i Norge. Han ble sendt av den dansk-norske kongen til Trondhjem i 1758. Der startet han entusiastisk i 1760 Det Trondhiemske Selskab sammen med filologene Peter Friedrich Suhm og Gerhard Schønning. Selskapets virksomhet ble dokumentert i selskapets egen skriftserie som kom på dansk og tysk. Der publiserte Gunnerus en mengde viktige vitenskapelige arbeider. I foredraget skal vi se på noen trekk ved Gunnerus' vitenskapsretorikk med særlig vekt på den vi kalle Gunnerus ”sannhetspatos”.
Johan L. Tønnesson «Pathos i historikerens skjulte partitur»
Gleden over hva historikeren har funnet i arkivene kan, ofte på diskret vis, la seg lese ut av faglig solide tekster. Men i mange historikertekster finnes også klare spor av forfatterens vitenskapelige, etiske og politiske engasjement. Jeg vil presentere noen analyser av tekster forfattet av historikerne Ann-Sofie Ohlander og Finn Olstad hvor en «partitur-analyse» viser at kravene til vitenskapelighet ikke står i veien for appellformen pathos. Dette innslaget i tekstene kommer etter all sannsynlighet leserne til gode, enten de er kritiske fagfeller eller nysgjerrige og vitebegjærlige lekfolk.
Bjørn Kvalsvik Nicolaysen: «Pathos i nynorsk filosofisk essayistikk»
I norsk essaytradisjon går det en linje fra sent 1700-tall (Tullin, Fasting, Falsen, Strøm, Schønning, Suhm m.fl.) og ubrutt fram til vår tid, der en diskuterer kommunikasjonens betydning gjennom flere innganger. Ikke før med den nynorske tradisjonen som starter med Ivar Aasen og Aasmund Olavsson Vinje på 1850-tallet er Holberg en sterk påvirkningskilde, til gjengjeld blir Holberg da særdeles viktig for den kritiske kulturorienterte undersøkelsen. Vi har både på riksmåls-/boksmålssiden (med Bjørnson, Gran, Kinck, Krogh, Kjær, Grieg, Brynildsen og fram til Bjørneboe, Mehren, G. Johannesen, Solstad, P.N. Waage, Sæterbakken og mange flere) og på landsmåls-/nynorsksiden (især mellom filosofene, enkelte vil også regne Arne Garborg til dem, men siden altså Hans Skjervheim som tar opp igjen en i Norge langt på vei forsømt filosofisk tradisjon i og med sine drøftende essay, siden Gunnar Skirbekk, Jon Hellesnes, Audun Øfsti, Ånund Haga, Ingmar Meland, Hans Marius Hansteen, Rimbereid etc.). Her er det spesielt på bokmålssiden en sterk affinitet til det estetiske og litterære, men der litterære og kunstneriske spørgsmål nesten alltid blir satt i sammenheng med overordnede prinsipielle spørsmål og blir brukt til å diskutere slike spørsmål som deltagelse, demokrati, grunnleggende menneskelige relasjoner, generasjonsskifte osv. Det vil ikke si at riksmålstradisjonen er overveiende subjektivt orientert, men snarere at den representerer en kontinuerlig refleksjon over uttrykksmidlene i samfunnet. Landsmål- /nynorsktradisjonen innebærer en mer formal essayform (mer i tradisjonen etter Francis Bacon enn Montaigne), men har stor frihet i uttrykket og har meget ofte den innretning at den undersøker vanlige påstander eller oppfatninger, enten i fag eller i samfunnet, som så blir trukket i tvil og på forskjellige måter snudd på hodet slik at en ender opp med overraskende konklusjoner - altså også en form for kommunikasjonsundersøkelse. Tanken er å gå nærmere inn på denne metafunksjonen til viktige tradisjoner i norsk essayistikk, for på den måten å bryte opp den nokså vanlige oppfatningen at essay enten ikke er ordentlig sakprosa, men tilhører en egen litterær retning, og se hvordan selve den kommunikative interessen skaper en situasjonell retorikk i denne typen kritisk drøftende essayistikk, der eksempler ofte spiller en overordentlig rolle og denne typen saklige tekster altså utvikler en særegen type forståelse av hvordan vi innordner eksemplifiseringer, og kritiserer spørsmålet om hva de er eksempler på, i større tankeskjema. Her ligger det muligheter for videre avklaring ut fra de nordiske diskusjoner de siste tiårene, omkring forholdet mellom ”den skjønne” og den saklig orienterte litteraturen som leverandører av materiale til sakprosa-retorikk.
Juel, Henrik
Mail: hjuel@ruc.dk
(The main presentation will be in English - men du er velkommen til at bidrage til diskussion og øvelser på dansk, norsk eller svenska)
At Roskilde University, we have developed a uniquely oral and phenomenological approach to teaching Speech. First steps are not writing manuscripts, but perhaps surprisingly actio. We apply specific actio-exercises as powerful intellectual tools for developing ideas and speeches.We start out with on-the-floor exercises in how to establish contact and genuine communication with actual audiences. The advantage of this is that voice and body-language are aptly developed from the start, and not awkwardly added to a pre-written text. Next steps include instruction and immediate trial of classical rhetorical structures, phases, styles, and types of appeal. The participants collaborate on developing their individual potentials as speakers, as well as their analytical skills in evaluating rhetorical performances, e.g. in the media. The aim of this workshop is to demonstrate our special exercises and Speech-line method, but also to reflect upon the theoretical background in phenomenology and pedagogy, and to open up for discussion about how to teach the Magic of Speech. During this workshop, everybody will be invited to try out some exercises on the floor. Any language can be used, no preparation needed, only a bit of curiosity and social energy. If the weather permits we can even go out-door to try a huge Speech-line. So, join this workshop and perhaps we can reinvent Cicero together.
